Nu kommer lyset

Vi er inviteret til fest hos Susanne og Henrik, for årets vintersolhverv skal fejres

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et sjat mjød hældes på bålet, og ilden blusser op. På den måde vises der respekt for guderne og for dem, der står omkring bålet.

Det er søndag 21. december, det er sidst på eftermiddagen, og jeg er inviteret til fest hos Susanne og Henrik Jensen. Vintersolhverv er den dag med mindst dagslys, og vi skal fejre, at fra nu af vender lyset langsomt tilbage. Familie og venner er samlet i køkken og stue, nogle er i vikingetøj, andre er ikke, der serveres drinks og snacks, og der bliver snakket og grinet. Udenfor har Henrik tændt bålet, og selv om vinden er skarp, og det støvregner, har flammerne fået fat. Den fest, som NORDJYSKE er inviteret med til, hedder "Blot". Ordet bruges i asatroen, og "blotet" var oprindelig en hyldest til de nordiske magter. Ifølge Wikipedia - den frie encyklopædi - var "Blot" en bred betegnelse for forskellige ritualer i Norden, før kristendommen kom til. Formålet var, så vidt vides, at hylde guderne og bringe et offer - for eksempel et dyr. I asatroen er der mange forskellige måder at holde "Blot" på, og Susanne og Henrik er tilhængere at en meget uhøjtidelig, men alligevel personlig ceremoni. - Solen vender, dagene bliver længere, og vi går lysere tider i møde. Det er dén følelse, vi fejrer, siger Henrik. Andre højtider, der bliver fejret, er forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn. Susannes søn Christian deltager også i dagens vintersolhvervsfest. Han er 18 år, og kristendom og Jesus siger ham intet, og for Christian er de nordiske guder meget mere nærværende. Samlet set repræsenterer guderne med deres visdom, styrke, fejl og mangler det hele menneske, og det handler om at åbne sig for guderne. Henrik kommer ind i stuen. Bålet venter. Det regner stadig, og mens jeg knapper frakken forsvarligt, tænker jeg på noget, som Christian sagde inde i stuen. For to år siden oplevede han sit første Blot. Christian fortalte, at han får en masse tanker, når han står foran bålet. Der bliver blandt andet lejlighed til at mindes de døde, og han føler det, som om han taler direkte til bålet. De andre står omkring ham, men siger intet, og det er som om, at ordene bliver stærkere og får mere betydning, end hvis han havde siddet foran en god ven. Vi står nu i en rundkreds omkring bålet, der afgiver en god stærk varme. Henrik byder velkommen til os og til Odin, Thor og Frej (frugtbarhedsgud), og derefter træder han et skridt tilbage og går en runde bag os. På den måde lukker Henrik cirklen og skaber et "rum", der er isoleret fra resten af verden. I rummet befinder sig kun os og bålet - og ingen andre, og selv om Henrik ikke er meget for sammenligningen, er dette rum det tætteste, man kan komme på en kirke. Henrik er blevet udvalgt som "Gode" (der vel er det tætteste asatroen kan komme på en præst). Kuglepen og papir er lagt i lommen, og det næste stykke tid begynder tingene at flyde sammen for mig. Som "Gode" er det Henrik, der starter hver "runde", og det er vigtigt at understrege, at man selv må bestemme, om man vil sige noget til et "Blot". Henrik "bekendtgør" for eksempel, at der nu er lejlighed til at mindes dem, man savner, og derefter går drikkehornet med mjød rundt til alle. Mjød smager skønt, skulle jeg i øvrigt hilse at sige. Denne mjød smager af honning og æbler, hvilket er rigtigt godt for halsen og udtalen, men man skal dog passe lidt på. Styrken i denne drik er nemlig cirka det samme som i vin, og eftersom jeg skal køre i bil efter festen, skal jeg ikke tage alt for store slurke, når hornet vandrer rundt. Når jeg får hornet fra sidemanden, er det mig, der i fokus, og jeg kan for eksempel (afhængig af hvad emne "runden" har) mindes, udtrykke håb for fremtiden, tale om min familie eller - tale helt frit fra leveren. De andre kommenterer ikke, hvad jeg siger, hvilket er vigtigt, og jeg kan også bare tie helt stille og nyde de mange indtryk. Flere gange bliver der sagt "Hil" - for eksempel "Hil Thor", og hvis man synes, at Hil minder lidt om det tyske Heil (Hitler), så er det ikke helt tilfældigt. Nazismen hentede mange af sine idealer og kendemærker fra den nordiske gudeverden og mytologi. Når vi har været hele vejen rundt, og drikkehornet er tilbage hos Henrik, hældes et sjat mjød på bålet, hvilket får flammerne til at blusse op. På denne måde vises der respekt for det, der er blevet sagt - og for guderne. Bålet gnister, og en hund ved navn Tyr løber rundt mellem os, og pludselig rumler latteren. Stemningen er både højtidelig og uhøjtidelig på én gang, og jeg registrerer pludselig, at jeg slapper totalt af her i skovens lysende rum. På forhånd havde jeg ikke tænkt særligt over, om jeg ville sige noget, men det gjorde jeg alligevel. Christian havde ret: Her foran bålet - i cirklen - kan jeg frit sige, hvad jeg føler og tænker, og jeg kan endda sige det på en måde, så man nærmest hører hammeren svinge over bålet. Kombinationen af drikkehornet med mjød, det varme bål og tilstedeværelsen af de andre deltagere, giver stor ro og styrke. Personligt tror jeg sagtens, at jeg kunne få den samme oplevelse i en kirke, men jeg må indrømme, at det at stå i en skov en mørk decemberdag, giver en helt speciel følelse af samhørighed. Hornet har været rundt den sidste gang, Henrik åbner cirklen, og bagefter er der fælles spisning med en herlig hestespegepølse som forret. Selv om man bekender sig til troen på de nordiske guder, behøver man ikke at være viking, men som tidligere beskrevet, er en kombination af de to ting meget naturligt for Susanne og Henrik. Det handler blandt andet om at tro på, at hver handling har en konsekvens, og så må omverdenen bare lære at forstå, at der IKKE er tale om et simpelt rollespil. Det er jo ikke sådan, at Susanne og Henrik går rundt i deres vikingetøj til daglig, men derfor kan de godt føle sig som vikinger og få styrke fra guderne. Er det så svært at forstå? Henrik har allerede bestemt sig for, at han vil dø som viking og begraves i vikingetøj. Reglerne hos kirkeministeriet er blevet tjekket, og begravelsen skal foregå i Susannes og Henriks hjem med sange, historier og fortællinger. Kisten køres til et krematorium, hvor Henrik brændes, og urnen nedsænkes i jorden tæt ved hjemmet med udsyn til Jyske Ås. Men der er heldigvis længe til en begravelse. Lige nu handler det om at nyde, at lyset er vendt tilbage, og at dagene er blevet længere. Hil!