Nu kommer regningen

Først kom skattelettelserne. Regeringen og Dansk Folkeparti har foræret en formue til de velhavende danskere, der i forvejen ikke mangler noget.

De rige har fået flere penge til årgangsvine, nye biler og – som en avis skrev den anden dag – silikonebryster. Men nu kommer regningen. Og den sender Lars Løkke og Dansk Folkeparti til de danske børnefamilier. Regeringens uansvarlige økonomiske politik medfører nemlig nedskæringer for børnefamilierne. Der skal ifølge finansministeren spares 3,6 milliarder kroner på bl.a. skoler og daginstitutioner. Derfor betyder regeringens skattereform ikke yderligere penge til børnefamilierne – tværtimod. VKO snupper pengene igen og mere til med de omfattende besparelser i kommunerne. Dårligere undervisning, flere elever i klasserne og færre medarbejdere bliver uden tvivl konsekvensen, når mange kommuner i den kommende tid skal genåbne budgetterne for at få økonomien til at hænge sammen. Nulvækst betyder fyringer af lærere og pædagoger. Det er en uansvarlig politik. Socialdemokraterne vil arbejde for alle – ikke kun de privilegerede. Vi vil investere i arbejdspladser til almindelige mennesker ved at sætte gang i byggeriet. Og så vil vi forbedre folkeskolen. Det skal finansieres ved at ændre selskabsskatten, så især bankerne betaler mere. Børn i Danmark skal have den bedst mulige uddannelse og opvækst. Alle skal med – det er den idé, der har gjort vores samfund til et af verdens rigeste. Det skal ikke sættes over styr, fordi man – som regeringen – vil forgylde velhavende partistøtter.