EMNER

Nu kribler det i potterne

Forny dit hjem med nye potter, mens du planter om

Nu kribler det i de grønne fingre, men også i potteplanternes rødder. Lyset er vendt tilbage, og det er dermed et sikkert tegn på, at stueplanterne nu igen er begyndt at gro. Inde i den varme stue går det noget stærkere end udenfor, så inden planterne for alvor tager fat, er det en rigtig god ide, at give alle potterne et serviceeftersyn. I det omfang det overhovedet er muligt, skal de fleste potter med planter have ny jord. De helt store stedsgrønne, og de mere langsomt voksende planter, kan springe et par år over og nøjes med en at få udskiftet jorden i toppen. Det samme gælder "ørkenplanterne", sukkulenter og kaktus. Sur jord til sure planter De fleste stueplanter trives godt i en færdigblandet enhedsjord. Det er den slags, der købes i supermarkeder og byggemarkeder under forskellige navne, ofte med betegnelsen pottemuld. Det er i hovedreglen mere eller mindre omdannet spagnum, tilsat kalk, næring og i nogle tilfælde også ler. Ler er med til at optage både vand og næring, så i ler har planten noget at tage af, men også spagnum kan suge vand som en svamp. Dette er netop spagnumens fordel og ulempe. Tørre spagnum ud, skal der meget vand til for igen at få den våd. Ikke alle stueplanter kan lide enhedsjorden med kalk. Stueazalea, brunfelsia, og andre surbundsplanter skal have ren spagnum eller en købet surbunds specialjord. Hortensia kan tåle både den ene og den anden slags jord, men den skifter farve i forhold til jorden. Er der kalk i jorden vil blomsten typisk blive rosafarvet. Til kaktus og sukkulenter sælger gartneren en specialjord, men ellers kan en almindelig pottejord blandet godt op med groft sand anvendes. Grus giver et godt dræn, og et godt dræn er altid vigtigt i enhver potte. Lang, langt de fleste potteplanter dør, fordi de mangler dræn og derfor driver af vand. Hvis vandet ikke kan komme fra jorden, får rødderne ikke ilt. Lecakugler blandet i jorden er også en god løsning når jorden skal drænes. Man kan købe en færdigblandet pottemuld med lecakugler, eller man kan selv blande kugler og jord. Saltede potter Et tegn på at en potte skal have skiftet jord er, at rødderne er vokset ud af potten, ud gennem hullet i bunden eller at der er så mange rødder i potten, at der stort set ikke er noget jord tilbage. Det er langsomt skubbet op og fjernet i små mængder. Et andet tegn på at jorden skal udskiftes er hvide saltrande på potten. Det er tegn på et alt for højt indhold af ophobede næringssalte kommet fra den ugentlige eller daglige gødning. Køb under alle omstændigheder jorden, selv om det kan være fristende at spare nogle penge og hente den i haven. Den købte jord er fri for sygdomme. Det er man langt fra sikker på, at havejorden er. Og det ville da være ærgerligt, at have plantet alle sine potter om med det resultat, at de efterfølgende blev syge. Valg af potte er altid en smagssag. Nogle synes lerpotter er smukkest, andre foretrækker keramik eller plast. Lerpotter ånder, der er sundt, men de skal af samme grund også vandes hyppigere end plastpotter. En måde at forny sit hjem på er at se sig om efter helt nye potter. En smuk potte der klæder plantens form og størrelse, giver fornemmelsen af, at man både har fået ny potteplante og ny potte. Efter ompotning skal planten vandes. Potteplanter skal generelt have netop så megen vand, at jorden ikke føles våd, men heller ikke alt for tør. Man får hurtigt fornemmelsen ved at trykke let på jordens overflade, men ellers er en tommelfingerreglen, at hvis der i underskålen stadig står vand en time efter en vanding, så har man givet for meget vand. Hvis vandet derimod er forsvundet efter 5-10 minutter, har man vandet for lidt. Og så spiller sol og varme selvfølgelig en afgørende rolle for, hvor meget der skal vandes. Gødning med måde Gødning foretages tidligst 14 dage efter omplantningen, og planter du om midt i februar kommer det til at passe meget godt med det tidspunkt, hvor planterne for alvor skal til igen at have gødning. Gødningsjunglen til potteplanter er lige så stor som til havens planter. En koncentreret hverdagsgødning er altid billigere, end en færdigblandet gødning. I den færdigblandede gødning betaler man en ret høj pris for det rene vand. Hverdagsblandingen kan man bruge hver dag og fordelen ved dette er, at stueplanterne ikke får gødning i chokbølger, men får lidt hver dag. Gødningspinde til at stikke i potten er en anden mulighed, men uanset hvilken type gødning man vælger, så husk altid at læse brugsanvisningen. Dosseringen kan være meget forskellig fra mærke til mærke.