Frederikshavn

Nu lukker Farvebøtten i Danmarksgade

Det er et og et halvt år siden, Jørn Ole Nielsen fik at vide, at han har tunnelsyn. Han kan læse, han kan se folk, men han kan ikke se det, der er i siderne, oppe og nede.

- Med et tunnelsyn bliver man ramt på orienteringssynet. Nogen siger, at det svarer til, at man kun kan se det, der er i hullet, når man sætter en toiletrulle for øjet. Men jeg er altid lidt fin på den, så jeg bruger en køkkenrulle, siger han. Humoren er han bestemt ikke ramt på. Faktisk er en snak med ejeren af Farvebøtten en ualmindelig morsom oplevelse. Men synet gør nu, at han lukker sin forretning i Danmarksgade, der for tre år siden havde 30 års jubilæum. - Det kan jo ikke nytte noget, når en farvehandler får at vide, at han er farveblind på nuancerne og praktisk blind, som det nu hedder. Det hele er kommet snigende, og det lyder som lidt af en joke. Men det duer bare ikke, konstaterer han. Været klumret i mange år Med diagnosen er en masse ting faldet på plads. - Nu kan jeg forstå, at der er en forklaring på en masse ting. Jeg har oplevet, at jeg ikke kunne se, når en kunde skulle betale og rakte dankortet frem mod mig. Jeg har vendt mig om og gået fra disken efter en ekspedition, hvor jeg ikke så, at der stod en til kunde. Jeg er blevet beskyldt for at være overlegen, men jeg har ikke kunnet se folk. Jeg kan godt tænke på, hvor mange mennesker jeg bare er gået forbi uden at hilse på, siger Jørn Ole Nielsen. - Jeg har været klumret i mange år. Hvem er det, der altid væltede vinen? Det var mig. Og hvorfor har jeg haft hul i hovedet i mange år? Fordi jeg ikke kunne se noget, tilføjer han. Han bukker hovedet og fremviser en vældig afskrabning på issen. Det er ikke første gang, han har slået hovedet mod loftet i den lave kælder under Farvebøtten. For han kan simpelthen ikke se og vurdere, hvor det loft er. Det er "bare" synet Når alt kommer til alt, føler Jørn Ole Nielsen sig heldig. Heldig fordi det "bare" er synet, han er ramt på. - Jeg har ikke en sygdom, jeg skal dø af. Jeg kan bare blive blind. Jeg satser på, at der ikke kommer solformørkelse, før jeg bliver 100 år. Hvis jeg bliver blind, så har jeg alligevel set så meget. Min livskvalitet bliver ikke forringet, og det er lidt skønt, understreger han. Udsigterne for sygdommen er, at synet ikke bliver bedre. Det kan godt blive dårligere. - Jeg købte en ny varebil 14 dage før, jeg skulle til øjenlæge. Da jeg kom ud derfra, havde jeg ikke et kørekort. Det var noget af en omvæltning. Det har været bedst at afhænde forretningen. Det er ikke en nem øvelse. Men vi har gjort vores: Vi lukkede selv op, og nu lukker vi selv ned, siger Jørn Ole Nielsen. Farvebøttens kundekartotek overgår til Qvick Farver på Koktvedvej, som tager navneændring til Qvick Farvebøtten. Jørn Ole Nielsens medarbejder gennem 15 år, Dorthe Qvist, følger med til Qvick fra midt i februar. Sidste åbningsdag i Danmarksgade bliver fredag 28. januar.

Forsiden