Nu må alle til årerne
Der er ansat en ny forsvarschef, som har en kæmpemæssig besparelsesopgave foran sig: tre milliarder kr. skal det danske forsvar beskæres med, hvilket svarer til noget i nærheden af 15 pct.
Det er mange penge - og det kommer til at gøre ondt! En så stor besparelse kan ikke hentes hjem uden at lukke kaserner, flyvestationer og flådestationer, mener eksperter på området. De har formodentlig ret heri, - hvor skulle en så stor reduktion på budgettet ellers hentes? Hvis det viser sig, at pilen peger i retning af en reduktion i antallet af flådestationer er det værd at huske på, at der er 50 pct. chance for, at det bliver Flådestation Frederikshavn, der rammes! Jeg vil derfor gerne opfordre vore lokale nordjyske kræfter til at stå sammen i dette vigtige spørgsmål, det gør man nemlig i den anden ende af landet. Da Flådestation Holmen for en del år tilbage blev lukket sad man ikke ligefrem på hænderne i Korsør. Der gik straks et dygtigt lobbyarbejde i gang, hvor alle lokale kræfter blev sat ind på at sikre sig størst mulig andel i de lukrative stillinger. Det lykkedes over al forventning, så der i dag er en væsentlig større søværns-aktivitet i Korsør-området end den forholdsvis lille flådestation ellers berettiger til. Jeg vil ikke hverken bebrejde de vestsjællandske lobbyister noget eller klandre folk i forsvarets top for at være pro-sjællændere. Det forstår jeg da så udmærket og kan kun respektere deres rettidige omhu. Jeg vil snarere gribe i egen barm og pointere, at vi i Frederikshavnsområdet dengang slet, slet ikke var dygtige nok, hurtige nok, frække nok eller vågne nok. Og det er den situation jeg gerne vil undgå, at vi oplever endnu engang. Så til alle meningsdannere på ethvert niveau i den nordlige del af Jylland: Se efter at fatte årerne og ta' fat! Og sørg så for, at vi allesammen ror i samme retning. Hvis vi skal have en chance overfor den Korsør-lobby, som formodentlig allerede er godt i gang, så gælder det i udpræget grad om at stå sammen. Og se så efter at komme i gang i en fart, det kan kun gå for langsomt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.