EMNER

Nu må børnene gerne larme i Sct. Cathrinæ Kirke...

HJØRRING:Engang var kirken et sted, hvor man kunne være helt sikker på at få ro - enten til at lytte efter de kirkelige handlinger eller til at lade tankerne flyve frit i retning af en stille meditation over livets genvordigheder. Sådan er det ikke altid længere. I takt med at børneopdragelsen har ændret sig de seneste 30-40 år, er der blevet stadig mere uro under de kirkelige handlinger, hvilket en og anden kirkegænger givetvis føler sig noget generet af ... for hvorfor får de forældre dog ikke børnene til at både sidde og tie stille. Men det gør de altså ikke længere - i hvert fald ikke alle sammen, og det har man nu taget konsekvensen af i Sct. Cathrinæ Kirke. Fremover må børnene nemlig larme alt det, de vil, og skulle de finde på at synge lige så højt som et voksenkor - ja, så gør det ikke noget, for resten af kirkegængerne kan nemlig ikke høre dem (det er afprøvet i praksis). Den nye frihed skyldes et nyindrettet børnerum med en ganske usædvanlig placering - nemlig der, hvor kirkens oprindelige orgel fra 1929 stod placeret i en af kirkens sidefløje. Her har der i mange år været pulterkammer, men nu har dette holdt flyttedag, således at det nu er børnenes rum ... oven i købet indrettet således, at der gennem en kraftig glasrude er frit udsyn over prædikestolen og en del af kirken. Så nu kan de forældre, der ikke formår at få deres børn til at være stille ganske enkelt tage deres poder i hånden og forlade kirkerummet - uden af den grund at miste gudstjenesten. For hvor lyden ikke går fra børnerummet og ud i kirkerummet, er der sørget for at de milde ord nok skal nå børnene. Nemlig via et højttalersæt, således at børnene får deres dosis af salmesang, orgelmusik og vise ord fra prædikestolen. - Det har vel ikke været et egentligt problem i kirken, men vi har da haft uro. Og jeg er ofte blevet bedt om at være den, der får børn til at være stille under en gudstjeneste, men det er altså ikke min opgave at være bussemand. Det skal ikke være sådan, at jeg bliver kendt som ham den sure, siger kirketjener Flemming Ejlertsen. Børnerummet er indrettet med bøger, legetøj, borde og stole. Rummet er etableret i forbindelse med en renovering af kirketjenerens kontor, et toilet og et venterum - en omgang til 1,2 mio. kr.