Nu må de igen tale om sex i EU

Emner som sex, skilsmisse og selvmord er tilbage på dagsordenen i EU, efter at de blev fjernet fra rapport.

Nu må de igen tale om sex i EU

Nu er sex, skilsmisse og selvmord tilbage på dagsorden i EU, efter at emnerne for to år siden blev fjernet fra en kommissionsrapport om mænds sundhed. Det vakte dengang stor furore blandt flere EU-parlamentarikere og rapportens forfattere.

Til et møde i parlamentsbygningen i Bruxelles siger sundheds- og forbrugerkommissær Tonio Borg, at der ikke var tale om censur, da de blev fjernet fra resuméet af rapporten.

- Det var aldrig intentionen (at censurere emnerne red.), siger Tonio Borg, der tiltrådte sin stilling, efter at rapporten blev offentliggjort.

Den katolske maltesers personlige holdninger var dog i sig selv et stort emne, før han tiltrådte. Flere har kaldt ham "et levn fra fortiden" og "homofob" med henvisning til tidligere holdninger i maltesisk indenrigspolitik.

Selvom Tonio Borg ikke mener, at emnerne var relevante i resuméet, er de ifølge psykolog og en af hovedforfatterne til rapporten Svend Aage Madsen vitale.

- Det er forkert, når han siger, at det ikke har nogen betydning. Det er katastrofalt og utilgiveligt at undlade det. Men jeg hørte ham forpligte sig i dag i forhold til at bringe emnerne på dagsorden fremover, siger han.

Initiativtager til dagens møde var parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S). Hun mener også, at undladelsen var en fejl.

- Det, han sagde i dag, var lidt af en undskyldning. Jeg tror, at det fra kommissionens side var en erkendelse af, at den tog fejl. Mellem linjerne hørte jeg ham sige, at de havde lært af det.

- Der er elementer af det, han sagde, hvor jeg tænkte, at han fortsat er ret konservativ. Eksempelvis at mænd skulle bidrage til børneopdragelsen. Det virkede som et helt nyt koncept for ham, siger hun.

Selve formålet med rapporten "The State of Men's Health in Europe" er at give et overblik over de største af mænds sundhedsproblemer og være grundlaget for den europæiske indsats på området.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.