Trafikulykker

Nu må hun tage den lidt med ro

AALBORG:En uvane med at træde lidt for hårdt på speederen får nu for alvor konsekvenser for en 48-årig forretningskvinde fra Aalborg-området. Nu er fartbøder ikke længere nok. Hun har gentagne gange indkasseret fartbøder, og da hun på tidspunkt var nået op på syv fartbøder, mente politiet, at der skulle skrappere midler i brug. Derfor krævede politiet bilisten idømt en betinget frakendelse af kørekortet, og det er byretten i Aalborg enig er passende løftet pegefinger. Den betingede frakendelse af kørekortet har en prøvetid på tre år, og derudover skal kvinden betale en bøde på 1500 kroner. Dommen betyder, at hun skal op til en kontrollerende køreprøve, og at hun i løbet af tre år skal holde et moderat tryk på gaspedalen. Ellers risikerer hun en ubetinget frakendelse af kørekortet. Kvinden har forklaret, at hun i forbindelse med sit arbejde kører mange tusinde kilometer i bil om året, og at hun aldrig har været involveret i færdselsuheld. Desuden har der ikke været tæt trafik de gange, hvor hun er blevet snuppet af politiet.