Socialforsorg

Nu må vi gøre oprør

Kommunen efter kommune overvejer at indføre robotstøvsugere i hjemmeplejen. Diskussionen har været hed: Skal de ældre selv betale maskinen, eller skal kommunen?

Meget få har diskuteret et helt andet og endnu vigtigere spørgsmål: Ønsker vi at isolere vore ældre medborgere? Robot-støvsugeren er jo kun ét af remedierne, der i den hellige økonomis navn er ved at omdanne vort samfund. Vaskomater, hvor man sætter sig i en stolelignende genstand og bliver skrubbet og skuret uden menneskelig kontakt. Frostmad til en uge og en mikroovn. Alt sammen små skridt, der let kan føre til isolation og ensomhed. Ikke for de mange aktive ældre, man kan møde ved foredrag og andre aktiviteter. Men for de, der af fysiske og psykiske grunde har vanskeligt ved at skabe kontakt. De fik da en chance for at få menneskelighed, når hjemmehjælpen kom. For det var jo ikke kun rengøring eller madlavning, det handlede om. Det var også det medmenneskeligt samvær. (i virkeligheden er det jo utrolig uforskammet at påstå, at hjemmehjælpernes arbejde bare kan erstattes af en maskine!). "Men", siger økonomer og nogle politikere: "Man sparer jo så mange penge - og det offentlige er under pres". Jo, tak. Måske bruger de samme personer det uforskammede ord "ældrebyrden" og ser en snild vej til at minimere problemet. For mennesker, der lever isoleret og ensomme har ikke så høj livskvalitet - og dør hurtigere. Så er det problem jo løst. Snart skal vi vel også have de ældre skærmovervåget: "Nå, fru Hansen - har vi sovet godt i nat!" lyder det pludselig fra tv-skærmen. Vi kan vel også indføre et armbind, der viser, om vi er i live. Måske bipper det pludselig og på skærmen står der: "Du er død!". Grotesk - nej, hvorfor? Hvis vi virkelig skal skabe "Fagre nye verden", er der jo ingen grænse. Vi kan gøre forholdet mellem maskiner og mennesker til det centrale i Verden i stedet for forholdet mellem mennesker. Vil vi det? Vi finder os i hvert fald i det. Går man ind i en bank (ikke min lokale), har man fornemmelsen af at komme til besvær. Hvorfor har du ikke netbank? Posthuset og billetkontorer er lukkede - det kan man klare på nettet - eller i den automat, der ikke altid virker. Ringer man op til et firma, får man en dødssyg telefonsvarer: "Hvis du ønsker svar tryk et, hvis du ikke ønsker svar, tryk 2 osv.!". Igen et liv uden mennesker - men det er økonomisk klogt, siger de. Er det det, vi ønsker? Det bliver næppe bedre: Er man den tilbageholdende type, kan man jo leve helt uden at møde nogen. Man kan bare leve på nettet. Her kan man forelske sig, købe ind, blive underholdt. Ja, man kan vel også falde i søvn foran det. Men er det et liv? For nylig kom en undersøgelse, der viste, at en større gruppe af de unge bruger mere tid på deres Facebook-venner end på deres fysiske venner. Er det sundt? Hvor bliver forståelsen for fællesskabet af? Forståelsen for, at respekt og tolerance overfor andre er en del af livet. At det ikke er "mig og mig og mig", det hele handler om - men også af og til os! Ensomheden er én af de største folkesygdomme i vort samfund. Den kan ramme alle aldersgrupper. Vi har alle så travlt med vore fyldte kalendere, at Onkel Oscar på plejehjemmet eller de rodløse unge betaler prisen for stresset. For de må lige vente til alt det andet er overstået. Nu vil økonomer og politikere have os til at arbejde mere. Væk med store bededag og kaffepauser - ja, måske en hel ferieuge. Det vil svare til at øge arbejdsstyrken med 20.000, siger de og skaffe 4 mia. kroner til staten. Mon det regnestykke passer? Hvor mange ekstraudgifter kommer der ikke som følge af stress og manglende omsorg for andre? Tillad mig i al min enfoldighed at undre mig over, at man vil piske de allerede hårdtarbejdende danskere til at arbejde mere, mens vi har 160.000 arbejdsløse. Hvad med at bringe det antal ned, før man går videre af vejen mod det kolde samfund? Det virker da underligt, at man starter med at jage dem, der allerede har arbejde, i stedet for at hjælpe og inspirere de, der så gerne vil have et! Vil vi i virkeligheden det her? Ønsker vi et samfund, hvor vi sidder isolerede og kigger på overfladisk tv - eller et samfund, hvor mennesker også betyder noget? Der skal egentlig så lidt til at ændre linjen. Lad os sige, vi besluttede, at vi stadig ville have et samfund, hvor der var levende mennesker omkring vore ældre. I Hjørring koster det forslag måske 25 mio. kr. Jeg ved godt, at ideologiske liberalister nu vil stejle, men tænk, hvis vi alle sagde: Det vil vi godt betale til. Det forslag ville så kræve en skattestigning i underkanten af 0,3 pct. For en almindelig husstand med to indtægter ville det koste ca. 45 kroner pr person pr. måned. Det er faktisk det "svimlende" beløb, der er forskellen på et koldt og et varmt samfund. Men jeg ved da godt, det ikke går. For økonomer, teknikere og ideologer har jo tudet os alle ørerne fulde af, at så rejser alle de kloge til Indien og bor. Og det finder vi os i - og derfor tror flere og flere, at man i det offentlige kan få højere kvalitet ved at betale mindre. Man må undres. At leve er at leve for og med andre mennesker. Sådan skal det også være i fremtiden. Der skal den tætteste relation, et menneske har, ikke være sit forhold til robotstøvsugeren. Det kræver, vi gør oprør. God søndag. Peter Duetoft, Sindal. Historiker. Folketingsmedlem (CD) 1988-2001, Landsformand (CD) i 1978-87 og igen fra 2004, nu medlem af Socialdemokraterne. Byrådsmedlem i Hjørring.