Nu må vi stå sammen

"En påtrængende sørgmodighed". Sådan beskrev en new yorker sin sindsstemning i dagene efter terrorangrebene mod USA 11. september 2001.

Jeg vil på ingen måde sammenligne Danmarks situation i dag med amerikanernes dengang, slet ikke. Men jeg er trist til mode over det massive had, som Danmark og danskerne udsættes for i disse uger. Og jeg kom i tanke om den gæve new yorkers ord her i weekenden. Og hans beskrivelse passer meget godt på min stemning. Sørgmodigheden er anmassende. Derfor forstår jeg godt, hvis mange føler frygt og afmagt, frustration og vrede. Jeg forstår det godt, hvis nogle danskere hænger lidt med næbbet og udbryder: "Åh, for pokker da. Hvis bare Jyllands-Posten aldrig havde bragt de tegninger!" Så havde vi haft vores vante, fredsommelige hverdag – for tiden fyldt med sne, men dét var så også vores mest påtrængende daglige problem. Jeg forstår det godt. Men vi må stramme os an! Det er nu, tiden er inde til at samles. Det er nu, vi skal rykke sammen om Nationen, forsvare de værdier, der er vores og passe på Danmark og hinanden. Danmark har fået sat pistolen for panden. Fjender udefra – og endnu værre: fjender indefra – vil tvinge os til at falde på knæ og afsværge os de rettigheder, som generation efter generation før os har kæmpet for og i nogle tilfælde har givet livet for. Det handler jo ikke om 12 sjove tegninger af en profet, der hedder Muhammed! Det handler om, at nogle indvandrede, ekstreme tolkere af islam vil bestemme, hvad vi skal og ikke skal i Danmark. Vi kunne måske leve med, at aviser lader være med at tegne Muhammed, kan man fristes til at tænke. Men hvad bliver det næste? Og det næste? Trusler og terror og infam tankegang må vi aldrig nogen siden bøje os for. Tegninger af Muhammed er i sig selv ligegyldige for os. Men retten til at sige, skrive og tegne lige dét, vi lyster - også en profet - er ukrænkelig for os. Kun domstolene kan begrænse os. Nu får domstolene herhjemme så i øvrigt mulighed for at afprøve, om jeg kan kalde Islamisk Trossamfund for femte-kolonne-virksomhed, for Islamisk Trossamfunds leder, løgneren Abu Laban, har stævnet mig. Det tager jeg mig ophøjet ro og gentager gerne: Islamisk Trossamfund bedriver landsskadelig femte-kolonne virksomhed mod Danmark. Og imamer, der skader Danmark, bør smides ud, gerne med Abu Laban som den første. Abu Labans højrehånd, imam Ahmed Akkari, forsøger sig nu tragikomisk som mægler i striden. Han var talsmand for Islamisk Trossamfunds landsskadelige rundrejse til Mellemøsten i januar, der i dén grad kastede benzin på bålet. Han har virkelig noget at undskylde – men det kan han vist ikke selv se. Nu foreslår Akkari, der kalder sig selv fungerende imam i Århus, at han som en slags viceudenrigsminister! deltager i en rejse til Mellemøsten med statsministeren eller de optræder sammen på tv, så de kan rede trådene ud. Vorherrebevares. Det er for resten samme Akkari om hvem, det sidste år kom frem, at han mente, at han mente, at det var helt i sin orden at sparke muslimske kvinder, der ikke bærer slør. Det er nærliggende at konkludere, at Islamisk Trossamfund er befolket med ynkelige, løgnagtige mænd med et bekymrende betændt demokrati- og kvindesyn. De er fjenden indefra. Den trojanske hest i Danmark. En slags islamisk mafia, der giver os et tilbud, vi ikke kan sige nej til: Sig undskyld, ellers… Da jeg for 22 år og nogle dage siden første gang satte mig på min plads i Folketinget, fyldte Muhammed absolut mindre end ingenting i mit liv. Jeg var allerede dengang skeptisk og kritisk overfor indvandringen, som siden den skandaløse udlændingelov af 1983 blev helt ukontrollabel. Men Muhammed som profet betød intet for mig. Det gør han heller ikke i dag. Faktisk er jeg totalt hamrende ligeglad med Muhammed. Og bliver nogen krænket af, hvad der betyder noget for mig og hvad der ikke betyder noget for mig, må de selv om det. Muhammed fylder ene og alene noget i mit liv, fordi Islamisk Trossamfund mener, at Danmark og danskerne skal følge Koranens anvisninger. Vores børn må ikke spise svinekød men kun halal-kød i børnehaven, og Jyllands-Posten må ikke tegne deres skinhellige profet, hvis de skal bestemme. Jeg respekterer, at nogle tror på Koranen og Muhammed. Det er deres sag, vi har trosfrihed i Danmark. Muslimer har lov at praktisere deres tro i Danmark – i øvrigt i modsætning til kristne og jøder i de islamisk-styrede lande. men - alle herboende muslimer, deres imamer og talsmænd og alle mulige muslimske landes ledere, har bare at respektere, at jeg ikke tror på hverken deres hellige bog eller deres profet. OG de har også bare at respektere, at vores friheds-rettigheder i Danmark er mindst lige så ukrænkelige som deres profet. Faktisk er det sådan, at vores frihed er grundlovs-sikret. Ligesom trosfriheden. Men det er modsat ikke forbudt i Danmark et tegne Muhammed. Selv om Islamisk Trossamfund og deres velvillige venner – de religiøse og politiske ledere i en række muslimske lande - insisterer på at forbyde det også i Danmark. Denne kollektive fornærmelse på profetens vegne er latterlig, og islamister både her og ude må belave sig på at finde sig i, at vi tegner profeten, når vi vil. Punktum. Men striden handler altså heller ikke om nogle tegninger i en dansk avis. Det er en værdikamp mellem en totalitær, dogmatisk islamisk tankegang og vestlige, frie folkestyrer. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har udtrykt det således: "Ytringsfriheden skal bruges til at provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter". Det er rammende og rigtigt. Vores frihed er ikke noget værd, hvis ikke vi bruger den til at stille spørgsmål ved det vedtagne og til at tale magten midt imod. Og det gælder, uanset om magten er statsmagten, EU, paven i Rom eller andre religiøse ledere og fortolkere. Danmark er havnet i en international krise, som efterhånden trækker tråde til mange andre, vestlige lande. Dansk Folkeparti bakker op om statsminister Anders Fogh Rasmussens slidsomme indsats for at dæmme op for situationen, både i udlandet og herhjemme. Og i den sammenhæng efterlyser vi noget mere mod og mandshjerte fra vores allierede i Washington D.C. og London. Hvor i alverden er I henne, George Bush og Tony Blair? Danmark har stået last og brast med USA og England i kampen mod terror, i Afghanistan og i Irak. Nu er Danmark og vores frihed under det hårdeste pres siden Besættelsen ophørte i 1945. Det er nu, vi trænger til at høre et højt, utvetydigt "Vi står bag jer" fra netop USA og England. Det frø af ugræs, der er føget ind over den danske grænse – islamister og løgnere - og som med deres rundrejse til mellemøstlige lande pustede nyt og for Danmark livsfarlig ild i konflikten, skal vi nok selv tage os af. Men vi kan godt bruge en håndsrækning over for Saudi Arabien, Syrien, Libanon, Egypten, Jordan, Palæstina…