EMNER

Nu med klapstol

18 sogne holdt fælles gudstjeneste i det fri.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hele syv præster deltog aktivt i selve gudstjenesten. Her lytter de seks på den syvende.

De er smarte, de præster, syntes taxachaufføren, da han Kristi himmelfartsdag kørte deres udsendte til en stor, fælles friluftsgudstjeneste på festpladsen i Lundby Krat. - Så skal bare én præst holde gudstjeneste, og alle de andre kan holde fri. Sådan forholdt det sig dog ikke. Præster fra de 18 sogne i Aalborg Østre Provsti var mødt op for at deltage - syv af dem direkte i gudstjenesten. På samme måde var sognemedhjælpere, kirketjenere og gravere i sving med alt fra at styre parkeringspladsen til oprydningen efter gudstjenesten. Sognepræst Hanne Moesgaard Skjesol, Mou sogn, var til stede inkognito iført grøn spejderuniform, mens syv af hendes kollegaer mødte op i fuldt ornat. - Fællesgudstjenesten skal give os mulighed for at lære hinanden at kende, forklarede hun. Et behov, der udspringer af, at Aalborg Østre Provsti 1. januar 2007 fik ændret voldsomt på sine grænser. Alle landets provstier skulle dengang ændre grænser, så de kom til at følge de nye kommunegrænser. Hvor Aalborg Østre Provsti tidligere strakte sig som en lang tange ned under Aalborg, strækker provstiet sig nu fra Skalborg, Sønder Tranders og Nørre Tranders i et bælte øst for Aalborg helt ud til kysten. - Mit provsti havde førhen hovedsæde i Nibe, fortæller Mou-præsten, der endnu ikke har helt styr på det nye provsti: "Der er 13 sogne. Har jeg skrevet 17 i pressemeddelelsen? Så er det 17." (Faktisk er der 18, men med kun 17 menighedsråd.) Efter veloverstået friluftsgudstjeneste glædede Hanne Moesgaard Skjesol sig over, at vejret var med dem og alt fungerede som det skulle. - Men det bedste er, at vi har lært hinanden at kende. Nu kan vi sætte navne på folk i de andre sogne.