Nu nyder Elav Pinstrup familien

Elav Pinstrup, Miehesgade 66, Arden, fylder tirsdag 75 år.

Akselterp 12. april 2011 06:00

Da fødselaren i tiden op til sin 70 års dag var i fuld gang med at afvikle et langt og virksomt liv i landbrug, lokalpolitik, diverse tillidshverv inden for landboforeningens brancheudvalg og forsikringsselskabet Alm. Brand, glædede han sig til at få mere tid sammen med venner og familie. At morfar nu har lagt det travle liv bag sig og fået mulighed for at nyde sin tre børnebørn og tilbyde pasning, når det trænges, høster Elav Pinstrups tre døtre Helga, Bente og Mette gavn af. Han modtager altid sine børnebørn med udslåede arme og et varmt smil. Og så ligger der gerne en is og venter i dybfryseren i Miehesgade. Ældste barnebarn, 11-årige Katrine, bor selv i Arden. Hun hygger sig ved af og til at blive kørt til skole af morfar - eller blive hentet efter skoletid. Lidt lektiehjælp er Elav Pinstrup også mand for at levere nu, hvor han ikke længere skal nørkle med dagsordener til udvalget for teknik og miljø, hvis formand han var de sidste ni år af Arden Kommunes levetid. Sammenlagt 28 år blev det til i lokalpolitikken - først på en borgerliste, siden valgt for partiet Venstre. Men også et kvart århundrede med tillidsposter inden for mejeri og planteavl samt plads skiftevis i bestyrelse, repræsentantskab og forretningsudvalg hos Alm. Brand gjorde krav på den tid, der var til overs efter dagens dont på landejendommen Nibestedgård i Akselterp. - Men "med en fornuftig kone og nogle dygtige folk til at hjælpe til, når man langt", som Elav Pinstrup lunt bemærkede i en samtale med NORDJYSKE. Ved den lejlighed udtrykte han taknemmelighed over, at tillidshvervene havde hængt på en snor. - Jeg har selv kunnet bestemme, hvad jeg ville, forklarede Elav Pinstrup. Den "fornuftige kone" er naturligvis identisk med Elev Pinstrups livsledsager, Aase. Parret flyttede i 2002 fra landet til mere bymæssige omgivelser i villakvarteret i Arden, men muligheden for luftforandring ligger ikke længere væk end sommerhuset i Øster Hurup, hvor Aase og Elav Pinstrup tilbringer årets lyse stunder. Men netop i dag lader 75 års fødselaren sig hylde i hjemmet sammen med sin nærmeste familie.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...