Nu opruster Danmark i kampen mod hackere

Den danske it-sikkerhed skal forbedres, mener regeringen, der vil afsætte 100 mio. kr. til kampen

Danmark vil opruste mod hackere. Modelfoto: Colourbox
Datakriminalitet 26. august 2017 11:40 - Opdateret 26. august 2017 12:05

DANMARK: Det danske værn mod hackerangreb er ikke godt nok.

Det mener regeringen, der nu lægger op til at styrke indsatsen mod hackerangreb og anden cyberkriminalitet, skriver Berlingske.

På finansloven, der ventes at blive præsenteret i næste uge, vil der i første omgang være øremærket 100 millioner kroner til en ny strategi mod det, regeringen betegner som "en af vor tids suverænt største trusler mod Danmark".

- Cyberkriminalitet hverdag

Samtidig samles indsatsen på tværs af ministerierne i Finansministeriet under innovationsminister Sophie Løhde (V).

- Vi skal vænne os til, at cyberkriminalitet er en del af vores hverdag. Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og det stiller nogle skærpede krav til, at vi hele tiden skal være i front, når det gælder sikkerheden, siger Sophie Løhde til Berlingske.

Hun understreger, at truslen ses dagligt.

1000 store it-angreb

- Vi er under angreb hver eneste dag, hvilket understreger betydningen af, at vi opgraderer sikkerheden på det her område, så vi kan modsvare det trusselsbillede, der er og hele tiden ændrer sig.

En rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste har konkluderet, at der er omkring 1000 større it-angreb i Danmark om året.

Mens Danmark ligger i top, når det drejer sig om avanceret brug af it, må vi nøjes med en 34.-plads, når det kommer til it-sikkerhed, viser FN’s Global Cybersecurity Index, der blev offentliggjort for nylig.

En granskning af statens it har afdækket cirka 4000 forskellige systemer, hvoraf flere er vitale for at kunne opretholde bestemte samfundsfunktioner.

Gennemgangen afslørede også, at sikkerheden flere steder ikke er som ønsket.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...