Lokalpolitik

Nu siger de ja til adgangsforbud

Restauratører går med til adgangsforbud for unge under 16 år

LØKKEN-VRÅ:På kommunalbestyrelsesmødet i december var der solidt flertal for ikke at indføre adgangsforbud for unge på værtshuse og diskoteker efter midnat. Men nu prøver økonomiudvalget igen at få resten af kommunalbestyrelsen med på politimesterens idé. Borgmestrene i Hjørring politikreds nåede i sidste måned til enighed om et adgangsforbud for unge under 16 år, og restauratørerne i Løkken bakker dette forslag op. I december kom forslaget om adgangsforbud for unge under 16 år faktisk slet ikke til afstemning, selv om det var det, økonomiudvalget anbefalede. I stedet blev Tina Ussing Bømlers forslag om adgangsforbud for unge under 18 år stemt ned, hvorefter Frode Larsens forslag om slet ikke at indføre adgangsforbud vandt stor tilslutning. Men nu er forslaget altså igen på vej til kommunalbestyrelsen. Henning Jensen (S) anbefaler imidlertid, at kommunalbestyrelsen fastholder den oprindelige beslutning. - Jeg render ikke fra mit ord, fastslår han. Henning Jensen mener ikke, at det er kommunalbestyrelsens opgave at blande sig i, hvor andre folks børn opholder sig om natten. - Det er ikke fordi jeg synes det er i orden, at 13-årige går på værtshus og drikker sig fulde. For det synes jeg bestemt ikke, men det er ikke det, det her handler om, siger Henning Jensen. - Hovedparten af den spiritus, de unge drikker, drikker de inden de går på værtshus. Så et adgangsforbud stopper ikke drikkeriet, mener han. Han tror ikke på, at politiet får lettere ved at forhindre udskænkning af alkohol til mindreårige. Og han tvivler stærkt på, at restauratørerne vi være i stand til at håndhæve adgangsforbudet. - Forestil dig, at der er 1000 mennesker på diskoteket i Action House, der skal sorteres klokken kvart i 12, så dem under 16 år kan smides ud. Jeg tror ikke på at man kan styre det, siger Henning Jensen. - Jeg respekterer selvfølgelig flertallets beslutning, hvis der bliver et flertal for adgangsforbud denne gang. Men jeg kan stadig ikke få øje på argumenterne.