Danmark

Nu skal bakterier regnes med i vejrmodeller

I nye modeller ser det ud til, at bakterier faktisk har en effekt på dannelsen af regn

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

DANMARK:Bakterier lever ikke kun i dine bisser, dit badeværelse og din baghave. Selv højt oppe i atmosfæren over os er der fundet bakterier, og forskerne mener, at de usynlige kræ kan spille en vigtig rolle for, hvornår det begynder at dryppe fra himlen.

Flere og flere studier tyder nemlig på, at bakterier i atmosfæren har indflydelse på dannelsen af nedbør, og forskerne håber på, at viden om de højtflyvende bakterier kan forbedre fremtidens vejrudsigter. Det skriver Videnskab.dk

Vi ved alle sammen, at vejrudsigterne ikke altid er særlig præcise. Men forhåbentlig kan vores viden om bakteriernes rolle i atmosfæren gøre vejrudsigterne bedre i fremtiden, siger postdoc Tina Santl-Temkiv fra Aarhus Universitet, hovedforfatter på en undersøgelse, som for nyligt har fundet en række bakterier i regnvand og sne, der er indsamlet nær Roskilde.

På Danmarks Meteorologiske Institut er forskere allerede i færd med at undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre at integrere viden om atmosfærens bakterier i meteorologiske modeller.

Isbjerg har vendt bunden i vejret: Se de fantastiske billeder af ’krystal-paladset’

I øjeblikket er der en masse usikkerhed om, hvor mange bakterier der er deroppe, og hvilken effekt de eventuelt har. Vi har lavet forsøg, hvor vi prøver at implementere effekten af bakterier i vores vejrmodeller. Og i modellerne ser det ud til, at bakterierne rent faktisk har en effekt på dannelsen af regn, siger Ulrik Smith Korsholm, som er sektionsleder ved DMI.

Forskerne understreger dog, at der fortsat er lang vej, før bakteriernes rolle i atmosfæren er fuldt ud forstået.

I de senere år er der kommet stor interesse for at forske i, hvordan bakterierne påvirker vejret. Men det er stadig en meget ny ide, og der er brug for en masse forskning, før vi vil se denne her viden blive brugt til vejrudsigten på tv, siger Tina Santl-Temkiv.

Monsterregn og oversvømmelser kan forudsiges

Teorien er, at atmosfærens bakterier har indflydelse på vejret, fordi de kan påvirke, hvornår vanddråber i skyerne fryser til is.

For at det kan regne, skal vandet i skyerne normalt først fryse til is. Selv når det er sommer, er det koldt højt oppe i atmosfæren, og der bliver dannet iskrystaller inde i skyerne, forklarer Tina Santl-Temkiv.

Den almindelige forudsætning for, at det regner over Danmark, er altså, at vand i skyerne fryser til is.

Sådan spreder duften af nyfalden regn sig

De fleste vil måske umiddelbart tro, at vandet i skyerne altid begynder at fryse og danne iskrystaller ved nul grader Celsius. Men når der er tale om helt rent vand – såsom vand, der er fordampet fra Jordens overflade - kan frysepunktet være meget lavere.

- De fleste tror, at vand altid fryser ved nul grader, men hvis man afkøler fuldstændig rent vand, fryser det faktisk først omkring minus 40 grader. Men hvis der er støv eller andre små, usynlige partikler i vandet, hæver det frysepunktet. Det samme gælder, hvis der er bakterier i vandet, siger Tina Santl-Temkiv.

En undersøgelse har tidligere vist, at når rent vand afkøles langsomt, kan det under visse omstændigheder nå helt ned til minus 48 graders celsius, før det fryser til is – medmindre bakterier eller andre partikler tvinger vandet til at fryse ved højere temperaturer.

Sådan så vejret ud for 5.200 år siden

Bakterier er meget bedre til at få vandet til at fryse, end støv og mineraler er. For 15 år siden troede man, at det kun var mineraler og andre partikler, som sørgede for, at skyerne frøs og dannede regn. Men vi kan se, at selv ved temperaturer højere end minus 10 grader dannes der is skyerne. Vi mener kun, at det kan ske ved hjælp af bakterier, og derfor tror vi, at bakterier er involverede i dannelsen af regn, siger Tina Santl-Temkiv og tilføjer, at små svampe i atmosfæren tilsyneladende virker på samme måde som bakterierne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst