Nu skal borgerne på banen

Kommunen vil dyrke sikker trafik med Dytlev og borgerne

Trafikpolitik 12. december 2004 05:00

SINDAL: Nu er det jo generelt en dårlig ide at muntre sig på asfalten med risiko for liv og lemmer, så i stedet opfordrer Sindal Kommune nu sine borgere til at slå sig løs på Internettets virtuelle informations-motorvej via kommunens hjemmeside, www.sindalkom.dk, og trafikfyren Dytlev slår på tromme for projektet i mange vinduer rundt omkring via ophængte plakater. Den første snes borgere er allerede frivilliget gået i Internettet og svaret på en række spørgsmål - både om tidligere trafiksikkerheds-fremmende tiltag, men også med kommentarer til, hvordan man i fremtiden kan gøre det endnu mere sikkert, at færdes som trafikant i Sindal Kommune. Der er i øvrigt tale om et elektronisk spørgeskema, som er udviklet - og købt - af det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro, og Sindal kommune skulle være en af de første, som benytter det - Vi går jo og tror, at alt hvad vi laver er i orden, men vi vil gerne vide, hvad borgerne mener, så vi fået noget input i forhold til det, som vi skal lave fremover, siger Lisbet Kveiborg, der understreger, at man naturligvis også kan sende et almindeligt, skriftligt brev. Borgerne kan give deres mening til kende helt frem til 15. januar, og hele molevitten er et led i bestræbelserne på at revidere kommunens trafiksikkerhedsplan. Den seneste plan er fra 1994, og der skal komme en ny udgave i 2005. Blandt de besvarelser fra borgerne, som allerede er kommet ind, er der både ris og ros: Tommelen vendes blandt andet op til rundkørslen ved Sindal Skole, mens andre peger på, at der mangler cykelstriber på Stenderupvej, hvor mange børn og unge færdes på cykel i forbindelse med turen til skole og idrætsforening. Der bliver også rettet et kritisk blik fra flere omkring bilister, som forlader midtbyen og Nørregade og fortsætter med alt for stor hast ud ad Gaden. Borgerinddragelsen suppleres af en undersøgelse af trafikken omkring kommuneskolerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...