Nu skal de have bank, Fredericia

AaB’s fodboldtræner Erik Hamrén var åbenbart på forkant med et reklameslogan

AALBORG:I et tv-reklamespot, der involverer AaB’s cheftræner i fodbold, Erik Hamrén, og flere af spillerne i førsteholdstruppen, proklamerer den svenske træner, at dem, han helst vil give bank, er Fredericia. - Fredericia? siger spillerne undrende, efter at de på stribe har peget på Horsens, Odense og ”københavnerne” som dem, de helst vil give bank. Men Hamrén har åbenbart kigget dybt i krystalkuglen, for nu skal spillerne til at følge hans anvisning, og give Fredericia bank. Lodtrækningen til anden runde af DBU’s landspokalturnering parrede nemlig de to klubber, og som lavest rangerende - 1. divisionshold - har FC Fredericia fået hjemmebanefordelen i den kamp, der skal spilles onsdag 23. august. - Ja, det var lidt sjovt, griner Hamrén, som ikke kun har lovet Fredericia, men hele Danmark bank. Det er hans spillere såmænd godt i færd med, efter fire sejre i lige så mange kampe i Superligaen. Nu går turen omkring Herning på lørdag og FC Midtjylland, og derpå venter Randers FC på Aalborg Stadion søndag 20. august, inden Hamrén får mulighed for at give Fredericia deres bank tre dage senere. - Det kunne have været bedre, men også værre, siger han, idet sidstnævnte bemærkning er møntet på, at FC Midtjylland og Silkeborg eksempelvis trak hinanden. Håbet på nordjysk - Jeg havde håbet på et af de lavere, rangerende nordjyske hold, men vil man i pokalfinalen - og det vil vi - så skal vi også klare en kamp som den mod Fredericia. - Det bliver ikke nogen simpel kamp, og Fredericia er et hold, vi skal behandle med respekt. Jeg tror, det kan blive en hård kamp for os, siger Erik Hamrén, inden han nu skal i gang med at indhente nærmere oplysninger om pokal-modstanderen i den kommende tid. På AaB-anlægget blev der i går trænet i afdæmpet niveau, da der har været tryk på gennem de seneste uger, og da der allerede venter Superligakamp på lørdag. Augu testes Eneste spiller - ud over langtidsskadede Jón Rói Jacobsen og Suni Olsen - der er tvivl om til FC Midtjylland-kampen, er midtbanespilleren Thomas Augustinussen. Hans ene knæ driller, så han stod træningen over i går, men testes i dag. flemming.olesen@nordjyske.dk