Nu skal de klassiske musikere sættes på græs i Rebild Bakker

Himmerlands Ungdoms Symfoniorkester er med på scenen for første gang og glæder sig til at prøve at optræde for så stort et publikum

Margit Sig
Søren Steen Nielsen (tv), Johannes Holt Iversen og Morten Lønborg Friis var ude at prøve koncertpladsen i Rebild Bakker af i går. De glæder sig. Foto Per Kolind
Aalborg 2. august 2006 06:00

REBILD: Det krilrer lidt i maven, indrømmer Johannes Holt Iversen. Han er elev på Aalborg Musikskole og spiller xylofon og marimba i Himmerlands Ungdoms Symfoniorkester. På søndag otte dage skal det unge orkester stå sin prøve på den store scene ved Opera i Rebild-arrangementet. Her skal Johannes Holt Iversen oven i købet være solist i Kabelewskis ”Klovnemarch” fra ”Komedianterne” og i ”Morris Dance” af Ed German. - Du skal nok klare det, siger Søren Steen Nielsen, mangeårig leder af Skørping Musikskole og medarrangør af Opera i Rebild. - Det tror jeg også, smiler unge Johannes, mens lederen af orkestret, Søren Lønborg Friis, Skørping, nikker opmuntrende. - Vi har jo også øvet programmet grundigt i maj måned. Men vi er jo mest vant til at spille for forældre og venner. Det håber vi selvfølgelig også at gøre denne gang, men desuden er der altså en hel masse andre tilskuere, siger Morten Lønborg Friis. Himmerlands Ungdoms Symfoniorkester blev etableret i 2001 for at støtte unge i at dyrke den klassiske musik. 12 himmerlandske musikskoler gik sammen om at samle i alt et halvt hundrede elever fra 12 år og op. For det er lidt sjovere, hvis man også møder andre unge med samme interesse. Orkestret blev i 2003 af Damusa udnævnt til årets musikskoleorkester og har siden deltaget i flere større arrangementer, ikke mindst den europæiske musikungdomsfestival i Malmø. Ungdomssymfoniorkestret får en halv times spilletid søndag 13. august og skal varme publikum op i pausen mellem Aalborg Symfoniorkesters lydprøve og det egentlige programs begyndelse. Sparekassen Himmerlands Gavefond har givet det himmerlandske ungdomssymfoniorkester 10.000 kr. for at støtte dets deltagelse i Opera i Rebild. Se ned på operaen I år forsøger arrangørerne sig i øvrigt med en ny placering af scene og publikum. - Vi vender scenen 90 grader, og så skal folk sidde heroppe, hvor de ellers plejer at parkere. På den måde kan flere komme til at se bedre som i en slags amfiteater i stedet for at kikke nedefra og op på scenen. Og så er koncertpladsen mere naturligt afgrænset her, der bliver nogle rigtig luksuspladser derovre i skovkanten, siger koordinator Arne Arildsen. Parkeringen skal til gengæld foregå på den gamle koncertplads - med indkørsel ad Stendalsvej i Rebild. I øvrigt kan vi da fortælle, at Søren Steen Nielsen faktisk i går havde 40 års jubilæum i Skørpings skolevæsen. Men han var nu mere optaget af det forestående opera-arrangement.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...