Motionsidræt

Nu skal der mere gang i de ældre

SKAGEN:Nu skal de ældre for alvor i gang med at dyrke motion, og det skal blandt andet ske i samarbejde med kommunerne og de lokale idrætsforeninger. Det er meldingen fra kulturminister Brian Mikkelsen og socialminister Eva Kjer Hansen. - Ideen er, at vi laver et fremstød, der skal gøre de ældre over 60 år opmærksomme på vigtigheden af at bevæge sig og åbne de ældres øjne for de muligheder, idrætsforeningerne kan tilbyde, ligesom projektet også skal hjælpe idrætsforeningerne til at udvikle tilbud, som er tilpasset målgruppens ønsker og behov, oplyser kulturminister Brian Mikkelsen. Det handler ikke kun om, at idræt og bevægelse kan bevare den fysiske sundhed, men også i høj grad om, at de ældre gennem idrætten får skabt netværk og sociale relationer. I Skagen Kommune ser omsorgsleder Birgit Olsen den nye kampagne som en mulighed for at vise, hvad de laver i det daglige, ligesom det også giver mulighed for at igangsætte nye aftaler om aktiviteter. - Vi har truffet aftale med FDF, der i sommermånederne afholder kondibingo i Aalbæk, om at arrangere en aften med kondibingo i kampagneugen. Det samme gælder borgerforeningen i Hulsig, der også medvirker. For begge tilbud gælder, at borgerne i Aalbæk, Hulsig og Skagen får et tilbud om at få motion og frisk luft i samvær med andre, og det er samtidig en god mulighed for at opleve endnu et område af Skagen Kommunes dejlige natur, fortæller Birgit Olsen. Kondibingo er bare et ud af en lang række aktiviteter, som de ældre i uge 17 kan deltage i. Mandag 25. april om formiddagen bliver der for eksempel budt på "glad gymnastik" på Ankermedet Dagcenter, og om eftermiddagen bliver der arrangeret travetur i plantagen ved Den tilsandede Kirke. Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 17 byder også på en lang række muligheder for motion lige fra stolegymnastik og stavgang til boccia, gulvbowling og seniordans. Der er åbent hus ved alle disse arrangementer, så pensionister har mulighed for at se, om det er noget for dem. Hele programmet for uge 17 kan studeres i Skagen Onsdag i morgen.