Lokalpolitik

Nu skal der ryddes op i kolonihaverne

Løkken-vrå Kommune vil ikke længere se på, at lejerne bruger haverne til oplagsplads

VRENSTED:De 21 kommunalt ejede kolonihaver i Åsendrup skal fremover holdes ryddet og vedligeholdt i overensstemmelse med lejeaftalerne. Det har økonomiudvalget netop besluttet efter indstilling fra teknisk udvalg. Området fremstår forsømt, og i denne forbindelse bevilger Løkken-Vrå Kommune 40.000 kr. til oprydning og forskønnelse af området - pengene skal hentes inden for økonoudvalgets område. Præsentable haver - Vi sætter i gang med en oprydning og laver en lokalplan for området, så det bliver udlagt til nogle ordentlige præsentable kolonihaver, siger borgmester Knud Rødbro. - Planen er, at man efterfølgende kan leje haverne i første omgang for et år ad gangen. Det er i første omgang kun et år ad gangen, indtil lejerne har vist, at de også vil holde haverne - hvis ikke, kan de ikke leje kolonihaverne. Efter nogle år bliver der åbnet for længere lejemål på otte-ti år. Ifølge borgmesteren har en del af lejerne forsømt vedligeholdelsen af deres haver. Kun én grund er ikke lejet ud og skal således passes af Løkken-vrå Kommune. Flyder med skrammel - Nogle af grundene i området flyder med alverdens skrammel. Vi blev i økonomiudvalget præsenteret for en billedserie fra området, og det ser forfærdentligt ud. Det ligner Klondike. Nogle få haver bliver holdt pænt, men resten bliver brugt som oplagsplads for alt muligt ragelse. - Og det vil vi ikke have mere. Nu skal der ryddes op - der skal laves beplantning, så området står pænt og indbydende, tilføjer Knud Rødbro.