EMNER

- Nu skal der tænkes

Den Ny forpagter af Pubben og Titanic i Blokhus, Thomas Sletten, anede ikke, at han mister bowlingkunder.

Thomas Sletten overtager Restaurant Titanic og Pubben 1. februar. Foto: Flemming Jansen

Thomas Sletten overtager Restaurant Titanic og Pubben 1. februar. Foto: Flemming Jansen

1. februar overtager restauratør Thomas Sletten Restaurant Titanic og Pubben i bowlingcenteret Beach Bowl i Blokhus. Men indtil torsdag anede han ikke, at ejeren af bowlingcenteret Blokhus Sport & Fritid A/S - som omtalt i fredagsavisen - fjerner bowlingbanerne. Den store hal skal for fremtiden bruges til kvalitetsbutikker i de tre sommermåneder og events resten af året. - Nu skal der tænkes kreativt med Pubben, fordi vi mister bowlingbanerne. Bowlingspillerne og Pubben hænger sammen, siger Thomas Sletten, der fortsætter: - Jeg har tænkt på at tilbyde hjemmelavet mad til frokost i Pubben, mens Restaurant Titanic i lavsæsonen kun skal være åben om aftenen. Når jeg rykker ind, skifter Restaurant Titanic navn til Restaurant Sletten. Jeg har haft golfklubben i syv år med mad ud af huset i Slettens Køkken. Min succes med stegt flæsk hver tirsdag tager jeg med til Blokhus og jeg fortsætter med mad ud af huset. I sæsonen vil jeg også have en dag med fiskebuffet. Jeg laver hjemmelavet kvalitetsmad og det, jeg står for, passer til kvalitetskravene hos Sport & Fritid. I øjeblikket er restauranten ved at blive renoveret. Der kan være 80 til ala carte og 50 til en fest. Der bliver ikke servering i tårnet, selv om udsigten er flot. Det kan jeg ikke byde mit personale. Men man kan få serveret velkomstdrinks i tårnet og det kan bruges til møder. Jeg har ikke bestemt, om Pubben også skal skifte navn. Men billardbordet bliver, hvor det er. Der er mange lokale stamkunder, siger Thomas Sletten.