Lokalpolitik

Nu skal der unge kræfter til

Tidligere murermester Aksel Vad (V), Arentsminde: - Nu skal der unge kræfter til. Når perioden udløber, er jeg blevet 80 og har været med i kommunalbestyrelsen i 32 år. Jeg har været med siden 1970 - bortset fra perioden 1982-86 - hvor jeg ikke var i byrådet. - Det har været nogle dejlige år, og det har været spændende at være med til at præge udviklingen i kommunen. Der er stadig mange, der ringer med problemer eller ting, de gerne vil have klaret, siger Aksel Vad. Han har gennem årene været medlem af alle udvalg på nær økonomiudvalget. Hans politiske mærkesager har altid været at værne om de små lokalsamfund og bevare decentral skolestruktur, men derudover har han bestræbt sig på at være talerør for hele Brovst Kommune. Ældrepolitik med tryghed og valgfrihed er også en af hans mærkesager. - Jeg flyttede til Arentsminde i 1962 og blev opstillet til byrådet i 1970, siger Aksel Vad. Det var en gammel købmand, der foreslog mig. Han var træt af, at der kun var landmænd i kommunalbestyrelsen. Derfor ville han prøve med en murermester. Og min overraskelse var stor, da jeg en aften blev ringet op, at jeg var blevet valgt. Når Aksel Vad ser tilbage, glæder han sig mest over at have været med til at købe herregården Bratskov og at have været med til beslutningerne om at bygge kommunens tre haller. - Det er dejligt at se, som Bratskov nu bliver brugt af kommunens borgere til mange forskellige formål, siger Aksel Vad.