Nu skal der vælges TV-kanaler

Tvivl om blandt andet CNN og TV2 Zulu

EMNER 22. april 2003 08:00

SKAGEN: Der er lagt i kakkelovnen til en hed debat, når Skagen Antennelaug holder generalforsmling torsdag 24. april klokken 19:30 på Skagen Kultur- og Fritidscenter. Formanden for antennelauget, Per. M. Sørensen, forventer fuldt hus, når det skal besluttes, om TV2 Zulu, Viasat Sport, CNN og DK4 skal på nettet. Bestyrelsen har foreslået, at beholde TV2 Zulu, mens de øvrige kanaler er foreslået af medlemmerne. Derudover er der kommet to forslag om at erstatte eksisterende kanaler med nye. Et forslag går ud på at erstatte Eurosport med Viasat Sport. Det vil give en årlig besparelse på 11,25 kroner. Et andet medlem har foreslået, at DK4 erstatter enten den franske kanal TV5 eller en af de tyske kanaler. Per M. Sørensen fortæller, at de tyske og den franske kanal er stort set gratis. Derfor vil bestyrelsen anbefale, at man beholder kanalerne, selvom DK4 bliver optaget. Der er også kommet et forslag om at indføre forskellige pakker. Den enkelte modtager kan så vælge mellem basispakken med de danske kanaler, som skal være i pakken, og en udviddet pakke med de dyre ekstra kanaler. Per M. Sørensen fortæller, at det ikke kan besluttes på generalforsamlingen. Det vil nemlig være nødvendigt med en vedtægtsændring, for at gennemføre forslaget, og det er kun stillet som almindeligt forslag. Per M. Sørensen fortæller, at der er masser af plads til nye kanaler på antennenettet. Op imod 40 nye kanaler er der i øjeblikket plads til på UHF-båndet. De fire kanaler, som er til afstemning, har kørt som prøvekanaler på UHF-båndet med ultrahøj frekvens. Han forklarer, at der kan være problemer med de ældste kabler, jo højere frekvensen bliver. De fire nye kanaler er de første på UHF-båndet, og de ligger naturligvis i den lave ende. På det gamle anlæg, var der ikke plads til flere kanaler, men efter Skagen Antennelaug begyndte at tilbyde internet, er det blevet udbygget og forbedret. Der kan dog stadig være problemer med det sidste stykke ind til den enkelte husstand, men det vil blive repareret, når problemerne bliver indberettet. I forbindelse med prøvekanalerne har antennelauget kun fået få henvendelser om problemer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...