Lokalpolitik

Nu skal der være ro i familieafdelingen

Et flertal i Farsøs kommunalbestyrelse står bag en ekstrabevilling på 1,1 mio. kroner

FARSØ:Nu skal der være ro omkring familieafdelingen i Farsø Kommune. Sådan lyder meldingen fra politikerne i Farsøs kommunalbestyrelse, der på mødet onsdag stemte for at bevilge 1,1 million kroner til lønninger og konsulenthonorarer. Kun Å-listens Carlo Nielsen kunne ikke stemme for punktet på dagsordenen. Den medieombruste afdeling på rådhuset er nu ved at komme til hægterne, efter hele personalet er blevet skiftet ud. Samarbejdsklimaet skulle efter sigende også være blevet bedre, men der er på nuværende tidspunkt ingen på forvaltningen, som har lyst til at sige noget om sagen. Politikerne har med bevillingen på de knap 1,1 millioner kroner fået sat det endelige punktum i en sag, hvis aspekter har været mange. Sagen blev skæbnesvanger for flere medarbejdere, hvor den mest prominente - kommunaldirektør Henning Olsen - af et flertal i kommunalbestyrelsen blev bedt om at søge sin afsked i forrige måned. De fire oprindelige medarbejdere i familieafdelingen er også væk, og nu sidder der tre nye medarbejdere - hvoraf den ene sidder i et halvt års vikariat. En dyr affære De nye medarbejdere i familieafdelingen skal sammen med sundhedsplejerskerne forsøge at feje skårene op efter de mange sager, der er kørt af sporet i familieafdelingen, og netop der er det et vigtigt signal, de lokale politikere netop har sendt. Det har også været en dyr affære for Farsø Kommune på andre måder. Ikke nok med at kommunen skal betale løn til de fire fyrede socialrådgivere fra familieafdelingen. Der skal naturligvis også gå penge ind på kontoen hos de nye medarbejdere, og så er der konsulenterne, som normalt tager sig godt betalt. Dertil kommer godtgørelsen til Henning Olsen, et løntillæg til Peder Eg Pedersen, som er fungerende kommunaldirektør indtil videre samt et endnu ikke opgjort antal konsulenttimer. Og for nu at gøre det rigtig ”morsomt” for Farsø Kommune, så er det meget svært at finde socialrådgivere, som har lyst til at arbejde i familieafdelingen. Lønnen er sat op Det har blandt andet haft den effekt, at kommunen har set sig nødsaget til at hæve lønningerne i de op-slåede stillinger i håbet om, at det ville lokke flere ansøgere til Farsø. De 1,1 millioner kroner finansieres som en tillægsbevilling, og pengene bliver i denne omgang taget fra kommunekassen. Den går bare ikke en anden gang, for holdningen hos flertallet i kommualbestyrelsen er, at de økonomiske konsekvenser for 2004 og videre frem skal indgå i den kommunale budgetlægning. Her er der med andre ord lagt op til et stramt budget for de kommende år.