Nu skal din bil huske dig på selen

Nye EU-regler skal gøre din bil mere sikker og miljøvenlig

Nye regler skal blandt andet sikre, at bilister bliver mindet om sikkerhedsselen. Arkivfoto
Miljø 1. november 2012 15:28

DANMARK: I fremtiden bliver det så godt som umuligt at glemme sikkerhedsselen, når du kører bil. Samtidig bliver det lovpligtigt med systemer, der informerer dig om trykket i bilens dæk - og giver dig råd om hvordan du kan skifte gear på en mere miljøvenlig måde.

Det er nogle af tiltagene i en nye EU-regler, der træder i kraft 1. november.
- De nye regler vil forbedre sikkerhedsniveauet væsentligt ved at reducere sandsynligheden for og konsekvenserne ved ulykker, udtaler EU's erhvervskommissær, Antonio Tajani.

Førersæde minder om selen

Reglerne betyder, at dæk nu skal mærkes med oplysninger om brændstoføkonomi, vejgreb i vådt føre og støjniveauet. Så når vinterdækkene skal købes, har de for første gang nu et mærke, der placerer dem på en skala fra A til G.

Samtidig skal førersædet i fremtiden være udstyret med en funktion, der med både lys og lyd minder chaufføren om at huske selen, hvis den ikke er spændt fast.
Derudover skal elektriske biler leve op til nye sikkerhedskrav, der gør, at passagererne ikke risikerer at få stød, når de rører ved bilen eller motoren.

Advarsel når dæktryk falder

Det bliver også lovpligtigt at lave passagersæderne på bagsædet stærke nok til, at de kan holde til et trafikuheld, så passagererne ikke risikerer at få tunge tasker fra bagagerummet i nakken ved en hård opbremsning.

Nye biler skal desuden være udstyret med et system, der automatisk advarer føreren, hvis lufttrykket i dækkene falder.
Et andet system skal indikere, hvordan man ved at skifte gear på en miljøvenlig måde kan spare benzin.
De nye sikkerhedsregler gælder for alle nye biler, der bliver godkendt til markedet fra 1. november og frem. Fra 2014 gælder reglerne for alle nye biler, der bliver solgt i alle 27 EU-lande.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...