Byggeri

Nu skal drivhusene være som i gamle dage

Interessen for drivhuse er blevet stor, og husene må ikke være for små

Efter et par magre år med fald i salg af drivhuse, går det igen alvor stærkt. Orkanen i vinters har gjort sit til at løfte salget, men det er ikke den eneste grund. Havelivet har generelt fået et løft, og til nydelse af haven hører efterhånden et drivhus. Hvor der tidligere var mest salg i de mindre drivhuse, melder producenterne om stigende interesse for huse, man også kan sidde og nyde kaffen i. Flere går også efter det specielle. Blandt andet stiger interessen for drivhuse i træ. De store danske producenter som for eksempel Juliana, holder fast ved aluminium, og mener ikke markedet her i landet er stort nok til træhuse. Derfor har man stort set skullet til især England og Sverige for at finde et hus produceret af træ. Der er dog et dansk firma Ecodome i Skærbæk, der sælger domehuse i træ, Men nu kommer også et mere traditionelt dansk hus. Sofie Rud, der tidligere har været redaktør for MetroXpress, har forladt sit stressede job som redaktør og har sammen med broren Lasse Rud, der er bygningskonstruktør, lavet et dansk firma, der sælger drivhuse. - Vi har skabt det drivhus, jeg selv gerne ville have, men ikke kunne finde på det danske marked, fortæller Sofie Rud, der mener at folk mere og mere går op i, at deres huse og haver er pæne og at de træhuse, de producerer udover at være robuste og holdbare, også er smukke at se på hele året. Søskendeparret har valgt lærketræ. Senere kommer også en udgave i robinetræ. Det har taget et års tid i et års tid at udvikle modellen, og der kommer flere modeller. Dyre træhuse Træhuse er - uanset hvor de kommer fra - ikke en billig fornøjelse. Typisk koster selv et mindre hus på ti kvadratmeter af en god kvalitet mellem 20.000 kr. og langt over 50.000 kr., så endnu er det nok husene af aluminium, der først og fremmest sælger. Når der købes hus, er der et par tommelfingerregler at gå efter, og det gælder uanset om valg af hus er af aluminium eller af træ. Man kan få huse i aluminium fra 0,85 kvadratmeter med plads til både agurker og tomater. Og man kan få gartnermodeller i både træ og aluminium op til 100 kvadratmeter. Hvis du vil have plads til både planter og et mindre havebord samt to stole, så er en model fra ti kvadratmeter og opad ideel. Er drivhuset syvkantet, kan havebordet stå i midten og planterne ude langs siderne, og så kan du nøjes med omkring syv kvadratmeter. Det i øvrigt en misforståelse, at du skal søge byggetilladelse, hvis dit hus er over ti kvadratmeter. I dag går grænsen ved max. 50 kvadratmeter. Traditionelt har et drivhus ud over profilernes materiale altid været af glas, men i de senere år er efterspørgslen efter huse med polycarbonatplader blevet stor. Polypladerne er en fordel, hvor en effektiv dyrkning af planter kommer før et klart udsyn. Pladerne er opbygget i to lag med luftkanaler, og virker som termoruder. Den isolerende evne betyder jævn varmefordeling og mindre temperaturforskel mellem dag og nat, og da pladerne lader masser af lys slippe ind, samtidig med den direkte solindstråling holdes tilbage, beskytter de planternes celler mod direkte og ofte skadelig indstråling. Udestue Hvis du i højere grad vil bruge dit drivhus som en udestue med klart udsyn til haven, eller du gerne vil kunne se fra haven ind i drivhuset og måske gennem huset, så skal du vælge glas og sikrest, men også dyrest, er at vælge hærdet glas. Ud over størrelse og valg mellem glas og polyplader skal du se på stabilitet. Sammenlign pris, kvalitet og størrelse. Dyrere modeller har kraftigere profiler. Under orkanen opdagede mange, at det har betydning i stærk blæst. Men det betyder også noget, når vinen, de tunge tomater eller agurkeplanterne hæges op. På de billigste modeller er der ofte sparet på vigtigt udstyr som for eksempel oplukkelige vinduer. Et hus på otte kvadratmeter skal have to oplukkelige vinduer. Små tip En bred dør er bedre end en smal dør. Et godt fundament er et must, og giver huset ekstra højde. I handlen kan du købe et færdige stålfundament. Tjek også højden i siderne. Jo højre, jo mere plads til de planter, der står længst inde.