Betalingsmidler

Nu skal du selv betale gebyr på kort-indkøb

Butikkerne må vælte gebyrer for internationale kort over på kunderne

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De nye regler gælder internationale kreditkort som Mastercard og Eurocard. Men ikke internationale debetkort som Visa Electron og Maestro. Gebyret for at bruge dem må forretningerne ikke sende videre til kunden.Foto: Michael Koch

Hvis du betaler i butikkerne med internationale kreditkort som Mastercard og andre, kan der nu godt ryge et gebyr på bonnen. Det har butikkerne haft lov til siden i lørdags, og nogle af de store dagligvarekæder har allerede benyttet sig af muligheden. Det oplyser markedsdirektør Mette Feifer fra Dansk Erhverv, hvor man er rigtig godt tilfreds med de nye regler. - Nu kommer de skjulte gebyrer endelig frem i lyset. Indtil nu har alle forbrugere været med til at finansiere gebyrerne, men nu har butikkerne mulighed for at lade de kunder, som bruger de dyre kort, betale gebyrerne selv, siger hun. Dansk Erhverv er ikke mindst glad for de nye regler, fordi man mener, at de vil være med til at langtidssikre dankort-systemet, som er billigere for både butikkerne og samfundet som helhed end de internationale kort. - Hidtil har der ikke været forskel på, om en forbruger brugte et dankort eller et internationalt kreditkort, men fremover vil det mange steder være dyrere at bruge det internationale kort, og dermed vil incitamentet til at bruge dankortet blive større, siger Mette Feifer. Hun forklarer, at internationale kreditkort som Mastercard og andre udstedt i Danmark hidtil har kostet en butik 0,75 procent af en kundes købsbeløb i gebyr, mens internationale debetkort som Maestro og Visa Electron har kostet 0,3 procent i gebyr. Disse gebyrer har det altså været op til butikkerne at betale til bankerne, mens man godt har måttet lade udenlandske kunder med udenlandsk udstedte kort selv betale. Og de har kunnet komme til at betale helt op til 3,5 procent af købsbeløbet i gebyr. Faktisk er det disse forskelle, der nu er resulteret i de nye regler. Sure svenskere Især svenske turister har været sure over, at de ved indkøb i en dansk butik har kunnet komme til at betale op til 3,5 procent i gebyr, mens den danske kunde ved siden af med et tilsvarende betalingskort ikke skulle betale gebyr overhovedet. Sagen endte hos EU-kommissionen, hvor der har været ført lange forhandlinger. Her arbejdede blandt andre de danske banker for, at det fortsat skulle være butikkerne selv, der betalte gebyrerne. Modsat gjorde Dansk Erhverv fælles sag med Forbrugerrådet og kæmpede for den ændring, der nu er gennemført. Dog må butikkerne fortsat ikke lade kunderne selv betale gebyrer, når de bruger debetkort, altså kort, hvor betalingen trækkes med det samme og som ikke kan overtrækkes. Grænserne for, hvor store gebyrer, der må opkræves, er også ophævet, men kortselskabet Teller, der hører under Nets, har dog valgt indtil videre at fastholde gebyrsatserne. Alt i alt kan svenske forbrugere altså stadig komme til at betale et højt gebyr, når de bruger et Mastercard eller lignende i en dansk butik, mens danskeren ved siden af slipper med 0,75 procent - men i dette mindste kommer han formentlig til selv at betale gebyret.