Skagen

Nu skal erfaringerne fra i fjor gavne ham til at blive årets kok

Strandby og Skagen er videre til finalen om prestigefyldt titel

Tonny Kristensen fra Snerlen i Strandby har for andet år i træk kvalificeret sig til finalen til årets kok, hvor en af konkurrenterne er Allan Poulsen fra Ruths Hotel.

Tonny Kristensen fra Snerlen i Strandby har for andet år i træk kvalificeret sig til finalen til årets kok, hvor en af konkurrenterne er Allan Poulsen fra Ruths Hotel.

STRANDBY:- De siger, at man skal være med i årets kok-konkurrence flere gange for at klare sig godt, så jeg tror på, at det går langt bedre i år, end da jeg var med for første gang i fjor, hvor jeg var blandt andet var overrasket over, at der kun var fire blus og en lille ovn, og hvor vi ikke klarede det så godt. Så jeg er meget tilfreds med, at jeg har kvalificeret mig til finalen igen. Det fortæller indehaver af Snerlen Tonny Kristensen, der var til semifinale i konkurrencen Årets Kok søndag i Odense. 21 semifinalister deltog og ti af dem gik videre til finalen, der afvikles 25. februar 2007 i Bella Centret. Tonny Kristensen får blandt andet konkurrence fra Allan Poulsen fra Ruths Hotel, som det desværre ikke lykkedes at træffe mandag. Årets Kok er en eftertragtet titel, og mange af landets absolut bedste spisesteder er repræsenteret. - Der kommer blandt andet en kok fra Munkebo Kro, Martin Sommer Madsen og fra Kong Hans deltager Tommy Friis, nævner Tonny Kristensen. I semifinalen skulle deltagerne fremstille en hovedret til fem kuverter, hvorimod de i finalen skal fremtrylle en treretters menu. -Og vi får intet at vide på forhånd, så det er svært at træne, derfor er det vigtigt, at vi har erfaringer fra sidste finale hvor jeg havde min kokkeelev Dennis Pedersen med, og han skal også med til finalen denne gang, siger han.