Frederikshavn

Nu skal flere unge i uddannelse

Fire nordjyske kommuner inspirerer hinanden for at få flere unge i uddannelse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

John Karlsson: - Nu skal vi have et større fokus på problemet.

FREDERIKSHAVN:Alt for mange unge er stadig uden for uddannelsessystemet og har dermed ringere muligheder på et arbejdsmarked, der ellers tørster efter kvalificeret arbejdskraft.

Derfor vil Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt Kommuner nu skærpe indsatsen over for de unge. Et nyt fokus skal få flere 16 til 24 årige i uddannelse

I Frederikshavn Kommune er ledige unge allerede genstand for stor opmærksomhed, men flere gennemfører ikke eller dropper ud af ungdomsuddannelserne.

Udfordringen deles med de øvrige nordjyske kommuner. Derfor mødes Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt Kommuner torsdag og fredag for at drøfte, hvad der skal til for at ændre de unges retning.

Formålet med det tværkommunale seminar er at finde frem til nye veje, der kan føre de unge fra folkeskolen ind på ungdomsuddannelserne og videre ind på arbejdsmarkedet. Blandt andre Center for Ungdomsforskning kommer med input, og politikerne fra de fire arbejdsmarkedsudvalg skal dele erfaringer om, hvad der virker.

Større fokus

Nu skal fokus kort sagt være endnu større, lyder det fra formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune, John Karlsson:

- I Frederikshavn Kommune har vi i mange år prioriteret at iværksætte indsatser, der kan få endnu flere unge igennem uddannelsessystemet. Specielt erhvervsuddannelserne er et fokusområde for os, og derfor har vi en Erhvervsplaymaker, som bidrager til større sammenhæng mellem grundskolerne og erhvervslivet, og dermed til at kvalificere de unges uddannelsesvalg. Det er som udgangspunkt kommunernes ansvar at motivere de unge til uddannelse, og vi skal lære af hinanden, men opgaven kan vi kun løse i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne. Det er vigtigt, at de unge uddanner sig, både for deres egen skyld, men selvfølgelig også fordi virksomhederne i kommunen mangler kvalificeret arbejdskraft.

Psykologrådgivning til unge

Byrådet i Frederikshavn Kommune har afsat 6 mio. kr. til målrettede indsatser for unge i 2018. En del af disse midler bliver bl.a. brugt på at lave målrettede uddannelsesforløb for unge på EUC Nord og til at fastholde de unge i ungdomsuddannelse, når og hvis tingene bliver svære - enten faglig og/eller personligt.

Derudover er der oprettet en åben anonym psykologrådgivning for unge, hvor de unge kan tale med en psykolog, om de udfordringer og problemer, de har.

Fakta

20 procent af de unge i 9. kl. blev i 2017 vurderet ikke-uddannelsesparate, hvilket gør det sværere for dem at gennemføre en ungdomsuddannelse senere i livet.

Eksempelvis er 20 procent af de unge mellem 18 og 24 ikke i gang med eller har ikke gennemført en ungdomsuddannelse.

Manglende ungdomsuddannelse gør det sværere at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst