Tyverier

Nu skal grundene udstykkes

} HOSTRUPKROGEN: Der er ingen tid at spilde, hvis der som planlagt skal holdes en stor byggeudstilling i påsken 2006 i det nye udstykningsområde Hostrupkrogen i Hobro. Derfor har Hobro Byråd vendt lidt op og ned på tingene. Det er på den måde, at arbejdet med selve udstykningen er udbudt i offentlig licitation, selv om samme byråd slet ikke har godkendt lokalplanen for området. Den er netop p.t. fremlagt til offentlig høring med en indsigelsesfrist, der udløber 20. august. I udbudsmaterialet har byrådet dog taget højde for, at der kan komme så mange indsigelser, at der enten skal justeres på planerne - eller i værste fald udarbejdes en helt ny plan for udstykningen. I udbudsannoncen tages der nemlig forbehold for byrådets godkendelse af projekt og tilbud. Udstykningsområdet er de arealer, der fra vestsiden af Nordre Ringvej har et fald ned mod Hodalsvej. Ialt kan der her udstykkes 46 villaparceller. Der skal flyttes omkring 100.000 kubikmeter jord, og der skal i området anlægges omkring 1400 meter vej og 570 meter stiforløb. Tilbuddene åbnes 11. august, og det er den foreløbige plan, at arbejdet skal sættes i gang 1. september. } TYVERI FRA TASKE: En ældre kvinde på indkøb i Føtex har atter en gang været det udsete offer for en tyveknægt. Denne gang er det gået ud over en 80-årig kvinde fra Hobro. Tyven har fisket damens pung op af en taske. Pungen indeholdt et kontant beløb på 500 kr. } KORTKLUB: En decideret kortklub åbner nu i tilknytning til Malibu Casino på hjørnet af Adelgade og Skibsgade i Hobro. Initiativtager er 22-årige Dan Andersen, og formålet er at få en klub, hvor pokerspillere kan få lysten styret. Det er således planen, at medlemmerne skal kunne tilmelde sig flere forskelllige poker-turneringer. I poker handler det bl.a. om at bluffe, men det er ikke bluf, at kortklubben som det første spiller ud med reception på lørdag.