Nordjylland

Nu skal kommuner afgøre sager om kystbeskyttelse

Borgerne får bedre mulighed for at foretage "hård" kystbeskyttelse med store sten

Flere nordjyske sommerhuse er styrtet i havet de seneste år, her et eksempel fra Nørlev Strand. Men nu får sommerhusejerne bedre mulighed for at etablere såkaldt hård kystsikring med sten. Arkivfoto: Bent Bach

Flere nordjyske sommerhuse er styrtet i havet de seneste år, her et eksempel fra Nørlev Strand. Men nu får sommerhusejerne bedre mulighed for at etablere såkaldt hård kystsikring med sten. Arkivfoto: Bent Bach

NORDJYLLAND:En ny aftale mellem regeringen og kommunerne skal sikre hurtigere og mindre bureaukratisk kystbeskyttelse.

Kommunerne overtager retten til at afgøre kystbeskyttelsessager fra staten, og samtidig får borgerne flere muligheder for såkaldt "hård kystbeskyttelse".

Fremover skal kommunerne tage stilling til kystbeskyttelsessagerne. Det er resultatet af en aftale, som regeringen og Kommunernes Landsforening har indgået torsdag.

Samtidig fjernes en række krav om tilladelser og dispensationer for etablering af kystbeskyttelse for store fælles projekter, og borgerne får flere valgmuligheder i forhold til kystbeskyttelse.

Mindre bureaukrati

- Hurtigere afgørelser og mindre bureaukrati er afgørende for de borgere, der kan se havet æde sig vej ind mod huset og deres ejendom, eller som har oplevet oversvømmede stuer og kældre. Med denne aftale gør vi det langt mere simpelt at kystbeskytte, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Aftalen gør op med en række af de dispensationer og tilladelser, der i øvrigt kræves for at lave kystbeskyttelse. Det betyder, at kommunerne ikke skal bruge ressourcer på at dispensere fra eksempelvis bygge- og beskyttelseslinjer eller fra fredninger i disse sager.

Kystbeskyttelse med sten

Ministeriet oplyser, at der desuden bliver bedre mulighed for at vælge en anden form for kystbeskyttelse end sandfodring, og det vil give borgerne bedre mulighed for at få tilladelse til for eksempel hård kystbeskyttelse med sten. Det vil dog fortsat være vigtigt, at en løsning ikke påvirker nabostrækninger negativt.

Aftalen fjerner også den såkaldte 25-års regel, der hidtil har betydet, at borgere har fået afslag på kystbeskyttelse, hvis der ikke er et umiddelbart behov inden for de næste 25 år.

- Vi kan løfte opgaven

Formanden for Hjørring Kommunes teknik og miljøudvalg, Ole Ørnbøl (S), synes det lyder spændende, at kompetencen i forhold til tilladelser til kystbeskyttelse overgår fra Kystdirektoratet til kommunerne.

- Jeg er sikker på, at vi kan løfte opgaven og sørge for en mere smidig og hurtigere sagsbehandling. Vi kender forholdene og mange af de grundejere, der er berørt på kysten, siger Ole Ørnbøl.

Aftalen giver også mulighed for en mere fleksibel fortolkning af kystbeskyttelsesloven med mulighed for flere forskellige metoder til kystbeskyttelse

- Det bliver ikke frit slag. Vi er meget bevidste om at værne om vores kyststrækning, og i tvivlstilfælde kan vi fortsat hente råd og vejledning i Kystdirektoratet, siger Ole Ørnbøl.

DN betænkelig

Formand for DN/Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Hjørring, Jørgen Jørgensen, finder det betænkeligt, at kompetencen fuldt ud overdrages til kommunerne:

- Kystbeskyttelse handler også om naturbeskyttelse, og i DN er vi generelt meget skeptiske overfor en decentralisering af beslutninger om naturbeskyttelse, siger Jørgen Jørgensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.