Nu skal landsret kigge på Vejen-sagen

En far fik fire års fængsel, mens moren blev frifundet i Vejen-sagen. Nu begynder sagen i landsretten.

Den såkaldte Vejen-sag begynder mandag i Vestre Landsret. Dette er et modelfoto. (Arkivfoto)

Den såkaldte Vejen-sag begynder mandag i Vestre Landsret. Dette er et modelfoto. (Arkivfoto)

ESBJERG:En voldsom og grov sag tog mange overskrifter, da den så offentlighedens lys i 2017.

I Vejen mellem Esbjerg og Kolding forgreb en far sig gentagne gange seksuelt på fire børn og lod flere fremmede mænd gøre det samme mod betaling i form af penge og hash.

Det er bare nogle af de anklager, der rettes mod en 64-årig mand og en 60-årig kvinde i den såkaldte Vejen-sag, der mandag skal for landsretten.

Parret er tiltalt for årelang mishandling af fire børn i perioden fra 1987 til 1994.

Ved Retten i Esbjerg i foråret blev manden idømt fire års fængsel. Han blev dog kun kendt skyldig i et ud af 17 anklagepunkter.

Byretten mente ikke, at der var grundlag for at kende ham skyldig i de andre forhold om overgreb, ydmygelser, vold og mishandling.

Moren kunne forlade retten som en ustraffet kvinde. Hun blev frifundet for det hele.

De resultater var anklagemyndigheden ikke tilfreds med, og Statsadvokaten ankede dommen.

De fire børn berettede i byretten om en hverdag præget af vold og seksuelle overgreb udført af forældrene og farens bekendte.

Men retten følte sig ikke overbevist efter at have set beviserne i sagen og lyttet til alle fire børns forklaringer.

- Retten finder, at der består en risiko for, at en betydelig del af børnenes erindringer om deres opvækst hos de tiltalte kan være blevet påvirket på forskellig vis i tiden efter anbringelsen, sagde retsformand Lisbeth Christensen i forbindelse med domsafsigelsen.

Mandag indleder Vestre Landsret så ankesagen, hvor det samme bevismateriale vil blive lagt frem.

Derudover vil nye vidner blive afhørt, fortæller senioranklager Emil Stenbygaard.

- Det er byretssagen om igen. Men i landsretten er der indkaldt otte nye vidner foruden dem, der også vidnede i byretten, siger han.

Både faren og moren nægter sig skyldige.

Der er berammet 13 retsdage til ankesagen.

Der ventes at falde dom sidst i oktober.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst