Nu skal pandaen lukkes inde

Pandaerne er nu sluppet ud to gange inden for et halvt år

AALBORG:Det blev til mindre end 24 timers frihed for den røde panda, der forsvandt fra Aalborg Zoologiske Have i går. Onsdag morgen var den igen at finde i sine vante omgivelser. - Den sidder nede i sit anlæg og ser noget betuttet ud, siger zoolog Jens Lilleør. Med flugten er det nu anden gang, at en rød panda slipper ud. Dog ikke den samme. - Den anden løb ud i sommer. Den sad oppe i et træ i en nabohave. Vi klippede en gren, så den røg ned i et net, men den hoppede op igen. Det var noget af en springtur, så der var en del, der var forpustet bagefter, erindrer Jens Lilleør. Nu vil man til at klippe vegetationen i anlægget hos pandaerne noget oftere, for det er åbenbart på denne måde, at dyrene slipper ud. Det hører dog til sjældenhederne, at Aalborg Zoo har dyr, der kommer ud i friheden. - Alle kan jo huske den sorte panter, der blev skudt på en bagtrappe i Vestbyen i 1971. Den står udstoppet i zoo i dag. For 10-12 år siden fløj der nogle pelikaner ud, så vi klippede vingerne på dem. Vi har siden besluttet, at den slags dyr vil vi ikke have, for vi vil ikke klippe vingerne. For få år siden slap den sibiriske tiger ind i løveburet, fordi den fandt et svagt punkt i hegnet, efter vi havde tømt vandgraven. Det sker ikke igen og senest har vi haft lidt problemer med surikaterne (små desmeragtige dyr, red.), men nu har vi løst det problem, siger Jens Lilleør.