Personregistrering

Nu skal rejseguider også tjekkes

København: Fremover har også rejsebureauerne pligt til at sikre sig børneattester på de rejseguider, de ansætter til at tage sig af børn under 15 år. Regeringen indfører den nye praksis, efter at en dansk turistguide tidligere på måneden blev idømt fængsel for overgreb på drenge, som han havde fået kontakt med via sit arbejde som guide og leder af et legeland på den spanske ferieø Tenerife. - Regeringen har skarp fokus på, at vi har et effektivt system med børneattester, og at loven om børneattester dækker så bredt som muligt. Forældre skal trygt kunne overlade deres børn i andres varetægt. Det er derfor vigtigt, at der bliver indhentet børneattester på alle områder, hvor voksne har direkte kontakt til børn under 15 år, siger kulturminister Carina Christensen. I modsætning til skolelærere, sportstrænere og pædagogmedhjælpere bliver rejseguider i dag nemlig ikke tjekket, når de ansættes. Rejsebureauerne har af egen drift kunne indhente børneattester, men langt fra alle har gjort det. - Der er behov for at udvide pligten til at indhente børneattester også for rejseguider, der er udset til at tage sig af børnene ude i ferielandet. Det præciserer jeg i en bekendtgørelse, så også rejsebranchen bliver omfattet af pligten til børneattester, siger økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen. Rejsebureauet Star Tour, der har underholdning og bamseklubber for børn på sine rejsemål, hilser de nye regler velkommen. Børneattester er dog ikke noget nyt her. Allerede for et par år siden begyndte selskabet at sikre sig, at deres ansatte ikke har en plettet fortid. - Naturligvis skal hele branchen gøre det. Det vil være dybt forkert andet, siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour. Indtil for et par uger siden havde Spies Rejser ingen politik på området, men efter at Ritzau skrev om problematikken, besluttede rejseselskabet, at man fremover ville tjekke sine rejseguider. - Så snart problematikken dukkede op, satte vi det i gang. Vores personaleafdeling har allerede indhentet de første børneattester, siger informationschef i Spies Torben Andersen. /ritzau/