- Nu skal skolen bygges op igen

Ramadanen bruges til fælles projekt, så børnene får et normalt liv

Ali Yaghi: - Børnene hernede trænger til at få en  normal hverdag igen, så nu bruger vi fastemåneden til at arbejde sammen om at genopføre skolen.

Ali Yaghi: - Børnene hernede trænger til at få en normal hverdag igen, så nu bruger vi fastemåneden til at arbejde sammen om at genopføre skolen.

GØTTRUP/SAVTHAR:Nu er alle husene på vejen med det libanesiske navn for Kirkegårdsvej i byen Savthar el Chakiya i Sydlibanon genopbygget, og beboerne er flyttet ind. Det fortæller Ali Mohammed Yaghi fra Gøttrup, der nu en måned har været med til at genopbygge sin fødeby, som er på størelse med Fjerritslev, og hvor tre fjerdedele af husene blev ødelagt under det israelske angreb i juli og august. - Forud for Ramadanen, fastemåneden, besluttede borgerne i Savthar, at måneden skal bruges på at genopbygge byens skole, som blev totalt ødelagt, fortæller Ali. - Det er et fælles projekt, som også vil skabe en forventningsfuld stemning hos børnene, så de kan glæde sg til at komme i skole. De har svært ved at holde sig i ro og længes efter en normal hverdag med sjov og skæg i skolen, forklarer han. Stadig farligt - Men det er stadigvæk farligt at bevæge sig rundt i landskabetomkring byen, da der fortsat ligger mange klyngebomber, som skal fjernes med stor forsigtighed. Ali Yaghi oplyser, at de første FN-soldater er ankommet og skal være i området sammen med libanesiske soldater. - Vi har altid haft et godt forhold til FN-soldaterne i Sydlibanon, tilføjer han. Kirkegårdsvej er den vej, det meste af hans familie bor på, og han fortæller, at også to søstre, der bor længere væk, har været på besøg i fødebyen. - Det er godt, for det viser, at det går fremad med genopbygningen af de store veje og broer, siger han. Maskiner og strøm - Vi har heldigvis fået diesel og benzin, så entreprenørmaksiner kan lave det tunge arbejde, og vi har fået strøm døgnet rundt, så vi kan støbe og svejse, fortæller Ali. - Alle familier har fået vurderet skaderne på deres hus og fået en erstatning til genopbygningen af staten og kommunen, og så skal man selv skaffe materialer. Det kan være svært, for der har været mangel på bl.a. cement, forklarer han. Frivillige fra mange lande er rejst til Libanon for at hjælp med genopbygningen, og Ali Yaghi har blandt andte kontakt til norske og franske hjælpere. Vigtig nødhjælp - Nødhjælpsarbejdet hernede er af meget stor betydning, for ellers fik vi ikke mad, vand eller medicin ud til byerne, lyder meldingen fra Ali. - Hver familie har fået et nummer, og hjælpepakkerne bliver organiseret og pakket i Nabatieyh, 10 km væk, og kørt hertil på lastbiler. Hjælpen kommer fra mange lande og organisationer. - Det går fremad hernede, men postvæsenet virker ikke så godt, så I kan ikke få billeder herfra, fortæller Ali, der har aflagt sin rapport fra Sydlibanon over mobiltelefon.