Nu skal vi fejre Lucia som i Sverige
Frederikshavn får, som alle svenske byer, et Luciakor, der skal give koncerter og derved samle penge ind til velgørende formål
Opdateret 20. maj 2022 kl. 08:46
FREDERIKSHAVN: Svenske Tina Gillberg bor i Frederikshavn, men var som ung med i et svensk Lucia-kor, og det står stadig for hendes som en kæmpe oplevelse.
Nu får Frederikshavn sit eget Lucia-kor, som fra 12-15. december, giver en række koncerter. De skal naturligvis synge Lucia-sangen, og dertil kommer otte danske julesange. Sangene skal indøves sammen med den erfarne korleder Birgit Munch, der søndag havde audition med fem unge kvinder. For i Sverige er Luciapigerne ældre, og man kan kun være med en gang.
- Til gengæld kommer alle pigerne med i en forening, som mødes en gang om året i december, og i Borås giver foreningen koncert i kirken. Foreningen har eksisteret i 75 år, og alle aldre er derfor med ved Lucia-koncerten. Den tradition vil jeg også gerne starte i Frederikshavn, så vi om nogle år er så mange, at vi kan holde en julekirkekoncert, siger Tina Gillberg.
Men først skal koret gøres kendt. Efter svensk forbillede kan alle stemme på, hvem af Lucia-pigerne, der skal kåres til at bære lysene på hovedet.
- Her samarbejder jeg med Michael Frederiksen, der selv har boet i Sverige, og kender Lucia-traditionen. Billederne af pigerne bliver lagt på www.kanalfrederikshavn.dk, og så kan stemme på sin favorit.
Den pige, der får flest stemmer bliver 12. december kåret til at gå forrest som Luciabrud. Kåringen finder sted på Fisketorvet.
- Og i Sverige er kåringen og præsentationen af årets Lucia-kor et tilløbsstykke, forklarer Tina Gillberg.
Alle, der har lyst til at opleve denne i Frederikshavn nye Lucia-tradition, kan booke koret.
- Det koster mindst 800 kroner og folk må meget gerne betale mere. Overskuddet går til velgørende formål. Til værestedet for voksne udviklingshæmmede Gimle og til Lions Club i Frederikshavn, der selv uddeler midler til forskellige velgørende aktiviteter og foreninger.
Tina Gillberg har selv haft glæde af den svenske Lions Club.
De donerer kjolerne til de frederikshavnske Lucia-piger.
Og hvis du ikke helt er inde i Lucia-traditionen, så er her lidt fra Wikipedia:
Skikken med Lucia-optog er relativt ny og stammer fra 1928, hvor en svensk avis kårede Stockholms Lucia. I dag har hver eneste svenske by sin egen Lucia, som findes lang tid før 13. december. Alle Luciaerne deltager nemlig i konkurrencen om at blive hele Sveriges Lucia. En titel, der ikke kun betyder, at man skal køre i kortege til Skansen i Stockholm, men også at den heldige skal en pr-tur til Italien og Siracusa, hvor den oprindelige Lucia kom fra.
Lucia kommer af det latinske lux, der betyder lys. Sankta Lucia, der oprindeligt var en italiensk helgeninde, som led martyrdøden, har netop helgendag d. 13. december, som efter 1400-tallets kalender var årets korteste dag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.