Nu smager vi vores egen medicin

Dagens ret Man tager en portion tro eller rettere sagt to, tilsætter en skefuld ideologi og et stænk stædighed, krydrer det med fordomme, hælder et par dråber dæmonisering i, rører det hele sammen, pisker det op med politiske undertoner og pynter det med hold-kæft-bolsjer. Og vupti, så har man sagen om Muhammed-tegningerne med alt tilbehør. Vær forberedt på, at det smager af medicin. Den samme medicin, vi danskere for ti år siden anført af Poul Nyrup Rasmussen i en alt for stram cykelhjelm gav de franske vinbønder, da den franske regering gennemførte atomprøvesprængninger på Stillehavs-atollen Moruroa. Siden har importen af fransk rødvin i Danmark aldrig været den samme.