Nu smelter sneen i Nordjylland

Pas på de tunge sne - og på glatte veje

Politiet beder folk om at fjerne istapper og tung sne fra taget, før det skader andre. Arkivfoto <i>Peter Mørk</i>

Politiet beder folk om at fjerne istapper og tung sne fra taget, før det skader andre. Arkivfoto Peter Mørk

NORDJYLLAND:Nattens hårde blæst og snefald var de sidste krampetrækninger fra vinteren i denne omgang. Nu begynder det at tø, og det giver straks nogle andre udfordringer, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck.

- De store veje er ryddet nu, men villavejene må man rydde med skovl, hvis man vil ud, siger vagtchefen som også advarer mod det sne, der ligger på tagene rundt om.

- Der er fare for, at det styrter ned fra taget i tøvejr, og som husejer har man pligt til enten at få sne og istapper ryddet ned af taget eller sætte afspærring op, siger Henrik Beck.

10-15 centimeter smelter af

Den gode nyhed er, at med tøvejret kan det heller ikke længere fyge.

- Fra nu af går det langsomt den rigtige vej. Vi får ikke vældig mange plusgrader, men de næste to-tre dage holder temperaturen sig over frysepunktet dag og nat, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Olaf Mathiassen.

Ud over plusgraderne får Nordjylland også lidt regn af og til, som kan hjælpe med at rydde noget af sneen væk.

- Det er svært at bedømme, hvor meget sne, der forsvinder, men mon ikke der kan nå at smelte 10-15 centimeter væk inden mandag morgen, siger Olav Mathiassen.

De steder, hvor der ligger mere sne eller store snedriver, kan sneen dog ikke nå at forsvinde så hurtigt.

Stadig glat føre

Selv om tøvejret sætter ind, så skal trafikanterne stadig være opmærksomme på, at vejene kan være glatte at køre på.

- Vejbanerne er kolde, og selv om der er plusgrader i luften, halter vejene bagefter. Så der kan stadig være pletvist glat, siger Olaf Mathiassen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.