Nu står giganterne for tur

AALBORG:En kærkommen revanche, et bevis på forårets fremgang - og et stort skridt nærmere international kvalifikation. Det er altid rart at vinde, men sejrsråbet fik forståeligt nok et ekstra volumen, da AaB i aftes besejrede Viborg 5-3 i en fodboldfest på Aalborg Stadion. Belært af to foregående nederlag til ligaens såkaldte grå mus var AaB'erne ekstra opsatte fra første fløjt og fældede i høj grad gæsterne med egne våben - giftige kontraløb, der førte til tre af hjemmeholdets fire supermål i første halvleg. Men både i en periode i første halvleg og i næsten hele anden halvleg virkede føringen som en sovepude for AaB, der trak rigeligt langt tilbage på banen og med Viborgs tre reduceringsmål fik en advarsel om, at manglende koncentration kan blive straffet hårdt. Dykket i de sidste 45 minutter bør dog ikke overskygge glæden over den femte AaB-sejr i rap, og sammenholdt med FCK's uafgjorte kamp mod OB ligner sæsonafslutningen for alvor en interessant affære for nordjyderne, der i denne sæson kun mangler at besejre to hold - Brøndby og FCK. Netop disse to mandskaber gæster Aalborg i AaB's to sidste hjemmekampe, og både Royal League og UEFA Cup vinker forude, hvis FCK-løverne kan tæmmes 15. juni.