Nu stopper valgkampen

Kære læser. Er du træt af valgkamp og politikeres monotone gentagelser, så er her en beroligelse. Når du - og alle andre - har læst denne medieklumme, så hører det op.

Naturkatastrofer 15. september 2011 06:00

Så slutter valgkampen, og du får fred. Det lover jeg dig. Senest i morgen tidligt vil der brede sig en velsignet ro. Og i stedet vil medierne være oversvømmet af noget, der er meget sjovere: Nemlig hvem der kan lave et regeringsgrundlag med hvem? Og det bliver underholdende, lover jeg dig. Personligt synes jeg, at denne valgkamp har været den kedeligste i mands minde. Jeg har intet hørt, der nærmer sig et fornuftigt valgløfte. Den ene blok siger, at den andens planer er vidtløftige og tomme. Den anden blok siger, at den ene har siddet på hænderne gennem 10 år. Det er gentaget til ulidelighed. Men det er ikke det værste. Nej slemmest er det, at de såkaldte politiske kommentatorer har fået så meget taletid. Tag bare TV2 News, som de seneste tre uger har været omdannet til TV2 Election. Valgkamp 24 timer i døgnet. Ingen reelle nyheder. TV2 News har dog noget genialt i dette mediebillede: Mogensen og Kristiansen. Derfor skal dette glimrende koncept med vold og magt kopieres på DR. Her bliver de to friske, midaldrende og særdeles velformulerende herrer dog skiftet ud med Søs Marie Serup og Morten Boje Hvid. Søs Marie med fortid i Venstre. Morten med fortid hos Socialdemokraterne. Og det fungerer bare ikke. Jovist kommer de med analyser af kandidaternes færden. Men hvor Mogensen og Kristiansen gør det slagfærdigt og uden frygt for repressalier i baglandet, så virker det som om DR's efterabere er tøjret til deres partier. Og det gør projektet mildt sagt utåleligt. Man føler, at de siger, det de skal for at tækkes partifællerne. Men det bliver værre endnu på DR: Hver dag har kanalen en ny opinionsundersøgelse. Og værterne konstaterer her for eksempel: "For tredje dag i træk går Rød Blok tilbage". Eller: "Rød Blok har genvundet det tabte". Det baserer sig på meningsmålinger med decimaler. En tilbagegang konstateres frejdigt ved en nedgang i tilslutningen på 0,2 procentpoint. Og det i en undersøgelse, hvor den statistiske usikkerhed er tre procent. I bedste fald er det manipulation af værste skuffe. Under alle omstændigheder er det ikke en journalist værdigt at drage den slags konklusioner på så tyndt et grundlag. Og så oven i købet midt i en valgkamp, hvor journalister bør forsøge at holde tungen pinligt lige i munden. Og denne voldtægt af tal er fortsat i det såkaldte Askometer på DR. Her bliver pinligt små marginaler pumpet op til sensationer. Forrige lørdag var Rød Blok gået tilbage for tredje dag i træk. Ask og hans o-meter lavede så en fremskrivning at kurverne, der viste, at tirsdag 13. september ville Blå Blok overhale de røde. Det er skamløst ringe journalistik. Selv om jeg synes, at store dele af DRs show Kandidaterne hver aften efter Tv-Avisen er uhyggeligt ringe, så må jeg dog kippe med hatten over partilederrunden tirsdag aften. Vært her var Kim Bildsøe Lassen. Han gjorde det genialt flot. Han havde nemlig en trumf i ærmet: Hver gang en politiker beskyldte et andet parti for et eller andet, afbrød han politikeren og lod den angrebne svare her og nu. Ingen af politikernes løsrevne påstande fik lov at stå og hænge i luften. Der blev stillet om omgående. Det gav plads til aflivning af masser af myter. Men i grunden er det også et genialt koncept, fordi det tvinger politikerne til at fortælle om egen politik i stedet for at beskylde rivalerne for alt muligt. Jeg noterer mig i øvrigt også, at denne partileder-debat var fornemt filmet. Partilederne stod på ræd og række, og når de ville se på den, der talte, måtte de læne sig fremover. Og det blev flot fanget af kameraerne, der også var anbragt ude i siden af geleddet af politikere. Især Johanne Schmidt-Nielsen fik udnyttet den fulde effekt heraf. Muligvis fordi hun er den yngste kandidat. I hvert fald var hun i stand til at læne sig forover og se med, mens hovedparten af de ældre og noget mere stive kandidater ikke var i stand til at bruge kroppen lige så smidigt. Ved valgets udskrivning skreg de politiske kommentatorer, at dette var et historisk vigtigt valg. Det har de sikkert ret i. Men det har alle de andre valg altså også været. Tænk bare på, hvordan verden havde set ud, hvis Uffe E. havde vundet i 1998. Eller hvis Helle T. havde vundet i 2007. Så derfor er sådan en påstand altså en gratis omgang. Hvis man tager demokrati-begrebet alvorligt, så er hvert valg historisk. Kommentatorerne skreg også, at det ville blive en beskidt valgkamp. Lige der kvajede de sig også, kommentatorerne. Det har været den pæneste valgkamp i mands minde, hvis man alene ser på mudderkastningen. Lars Løkke droppede en partifest, og brugte som undskyldning, at en dansk soldat var dræbt i Afsindigstan. Imens sad han i Grøften og hyggede sig med fadbamser. BT gravede endnu en løsrevet påstand om Helle T's skatteforhold op. Men hvad skete der: Borgfred. Ingen politikere havde lyst til at tage mudderet op af grøften og kyle med det. Den slags smuds lod de medierne køre alene. Lige der kipper jeg igen med hatten. Til jer politikere. Det kan godt ske, at I har været dødkedelige under valgkampen. Men i har sgu opført jer ordentligt på det område.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...