EMNER

Nu tager Esther hul på livets dessert

Esther Nielsen, Plantagevej 6, Hjørring, fylder i dag 100 år.

Esther Nielsen, Hjørring, fylder i dag 100 år.

Esther Nielsen, Hjørring, fylder i dag 100 år.

Esther Nielsen runder de 100 år i fin form. Hun har ganske vist en rollator, som hun selv siger, hun slet ikke kan undvære, men det er nu nok mest, fordi den har sådan en dejlig kurv til varerne efter de daglige indkøb. Da der for nylig var udsigt til et par uger helt uden selskabelighed, ringede hun rundt, og et par dage senere var en halv snes gæster samlet omkring hendes bord, parat til at tage fat på en tre retters menu. For Esther er om nogen værtinden, der elsker at have gæster og mennesker omkring sig - og elsker sit køkken. - Jamen, det er min hobby og har været det hele livet. Uden mit køkken var jeg her slet ikke, slår hun gerne fast. Det var derfor også en stor sorg for hende, da hendes bror, købmand Kaj Christensen i Hjørring, måtte sige livet farvel kort efter sin egen 100 års fødselsdag for et par år siden. For da mistede Esther sin faste pensionær. Fredag står Esther Nielsen ikke selv i køkkenet. Til gengæld inviterer hun familie og mange venner på en nærmest alenlang buffet i Restaurant Svanelunden. Gæstelisten nærmer sig de 70 personer, og Esther glæder sig og har gjort det længe. Bordkortene er klar, og der bliver brug for dem alle. Nogle gæster bor "henne om hjørnet", andre noget nede i landet, et par stykker flyver ind fra England og en enkelt fra Australien. Men alle har sagt ja tak, for Esther er ikke den, man besøger af pligt, men af glæde. Esther Nielsen er født og opvokset i Hirtshals sammen med to ældre søskende. Som ganske ung lærte hun madlavning på det daværende Hotel Skandinavien i Hjørring, og som ganske ung traf hun også Vigard, der var blikkenslager. De blev gift 26. april 1931. De købte få år senere hus på Skydebanevej 16 i Hjørring, og huset med den store flotte have blev det sted, hvor døtrene Lilly og Margit voksede op, og hvor Esther og Vigard skabte et hjem præget af varme og stor gæstfrihed. De nåede at holde guldbryllup, inden Vigard døde i 1984. Esther var selv over 90 år, da hun besluttede at flytte ind i lejligheden, der nu huser det bord, familie og venner så gerne samles omkring, og hvor der stadig "gåes til stålet", hvad enten det nu gælder kortspil, yatzy, domino eller ludo. Også en anden form for spil har Esther Nielsens interesse. Flere gange om ugen har hun i mange år været fast deltager i bingohallen, og hun nøjes ikke med at være der og passe sine fem plader. Hun hjælper også til med at pakke de mange lodder til det amerikanske lotteri. Selvfølgelig vinder hun ind imellem, men den helt gode gevinst uge efter uge er det sociale samvær. Esther Nielsen er også gavmild. Hun holder øje med hele familiens trivsel, og der er ganske meget at holde styr på. Foruden den ældste datter i Ringkøbing, der i parentes bemærket nød godt af sin mors hjælp til sin egen 80 års fødselsdag, og den anden datter i Hjordkær er der fire børnebørn, fem oldebørn og fem tipoldebørn. Julen bliver hvert år fejret i Ringkøbing, hvor Esther Nielsen nyder de gamle traditioner, hvorimod ferierne gerne starter hos datteren i Sønderjylland og fortsætter syd for grænsen. Heldigvis er der intet, der tyder på, at der er grund til at ændre på de ting, og der er heller ikke grund til at tro, at Esther ikke fortsat har god brug for det ekstra store skab i hendes badeværelse. Det er nemlig ikke til medicin. Det er en 220 liters skabsfryser… -elbo