EMNER

Nu taler vi mere sammen

Familien Bloch har skruet helt ned for roseblusset

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lene Bloch synes hun har fået en bedre dialog med sine børn, efter hun har nedtonet rosen. Foto: Torben Hansen

DER ER FULD fart på, når Sofie på tre år og Emil på syv år kommer hjem om eftermiddagen. For tiden er Emil helt betaget af at lave perleplader. Børnenes mor, Lene Bloch, sidder sammen med dem. For få uger siden ville hun have sagt “Nej, hvor er det fint, Emil”, men det gør hun ikke mere. Faktisk prøver hun at rose mindre end før. Lene Bloch har afprøvet Dan Svarres bog “Glade børn med højt selvværd”, der handler om at skabe rammerne for, at børnene kan udvikle deres selvværd. Det gøres, ifølge forfatteren, ikke ved at rose og styrke børnenes selvtillid. Selvværd kan vokse, hvis barnet bliver anerkendt og behandlet ligeværdigt. - Jeg har altid rost mine børn meget, for mine børn skal i hvert fald have mere selvværd, end jeg selv har haft. Men efter at have læst bogen blev jeg opmærksom på, at jeg roste rigtig meget pr. automatik. Men det er faktisk ikke ros, børnene beder om. De vil gerne have opmærksomhed og bekræftes. Nu er jeg holdt op med at rose, og børnene har ikke undret sig over, at rosen er væk, fortæller Lene Bloch. Hun prøver i stedet at anerkende sine børn. - En aften sagde jeg til Sofie, at noget af det bedste i verden for mig er at være sammen med hende, fordi det gør mig så glad. Hun lyste helt op, for det var ikke møntet på noget bestemt, hun gjorde, men var udtryk for hvordan jeg har det sammen med hende. Det virkede meget positivt, siger Lene Bloch. Svært at ændre sig Det var ikke været let for Lene Bloch at ændre sin gammelkendte måde at tale med børnene på, selvom hun med en baggrund fra kommunikationsstudiet på Aalborg Universitet ved en masse om at kommunikere på en åben og hensigtsmæssig måde. Men hun har lagt mærke til, at hendes ændrede mønster har betydet noget for samværet med børnene. - Før ville jeg sige “nej hvor er den fin”, når Emil viste mig en af sine perleplader - og så ville samtalen være ovre. Nu siger jeg i stedet, at det ser spændende ud, spørger til hvordan han har lavet det, og hvad det forestiller. Vi får pludselig meget mere dialog - og det er faktisk en rarere måde at være sammen på, forklarer Lene Bloch. Rosen har hun også minimeret for ikke at skabe et forventningspres på sine børn - Jeg har altid været bevidst om, at en irettesættelse skal gå på det, de gør og ikke på barnets personlighed, men nu er jeg også blevet mere skarp på, at der også er en forskel, når jeg roser. For selvfølgelig roser jeg dem også, men jeg tænker over det først. Som da Emil kom hjem fra skole, og var super glad over at kunne nogle bogstaver. Jeg synes virkeligt, at det var sejt, så der roste jeg ham, men så spurgte jeg ind til det bagefter. Han skal jo ikke have en forventning om, at han kun er god nok, når han kan sine bogstaver, siger hun. Ladt i stikken Lene Bloch mener, at bogen har en god praktisk tilgang til at arbejde med sine vaner som forældre, og der er en række redskaber og eksempler, så man kan komme i gang. Men hun føler sig ladt i stikken som forældre, når Dan Svarre skriver, at børnene kun kan udvikle deres selvværd, hvis forældrene har det godt med sig selv. - Jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg går og påvirker dem ubevidst, men forfatteren giver ingen opskrift på eller anvisninger til, hvordan man som forældre arbejder med sit eget selvværd, fortæller hun. Hendes mand, Allan, har ikke læst bogen, men han er blevet nysgerrig, efter Lene Bloch er begyndt at fjerne rosen. - Vi har snakket meget om det, og vi sender lige hinanden nogle indforståede blikke over aftensmaden, når vi lader være med at rose, ler hun.