Musik

Nu tør Ida leve drømmen ud

38-årig aalborgenser vil bruge TV2-konkurrence til at sparke nyt liv i karrieren

Opvokset i Vaarst i en sangglad familie med dansk far og grønlandsk mor har Ida Lohmann haft musikken med fra barnsben. Karrieren har i nogle år stået på standby, men nu skal den have en skalle.Foto: Henrik Bo

Opvokset i Vaarst i en sangglad familie med dansk far og grønlandsk mor har Ida Lohmann haft musikken med fra barnsben. Karrieren har i nogle år stået på standby, men nu skal den have en skalle.Foto: Henrik Bo

For 11 år siden stillede hun op i Dansk Melodi Grand Prix og blev nummer fire med sangen "Mayday Mayday". Det var det år, Brødrene Olsen vandt med "Smuk som et stjerneskud". Nu er Ida Lohmann klar til en ny sangdyst på tv, når hun deltager i TV2's nye underholdningsserie, "Voice - Danmarks største stemme", der har premiere lørdag aften. For den 38-årige aalborgenser markerer det et comeback til det, hun altid har drømt om: At stå på en scene og trykke den af. Det gjorde hun, da hun var yngre, i slut-90'erne i discobandet Disco Inferno, siden i partybandet Dansekompagniet. Datter med hjertefejl Men i januar 2004 kom den yngste datter Freja til verden, født med en alvorlig hjertefejl, og det ændrede Idas planer drastisk. I de følgende år drejede alt sig om familien. Ida blev skilt, startede i 2007 på pædagogseminariet, men måtte tage orlov året efter. For godt to år siden blev sangen helt droppet, og først nu, hvor Frejas liv er i god gænge, har Ida Lohmann genoptaget pædagoguddannelsen og tør igen prioritere sine egne drømme. Sidste udkald - Det har altid været min drøm at leve af at synge. Jeg føler mig hjemme på en scene og elsker at være den, der ér den. Jeg har da været lidt nervøs for, om jeg stadig kunne præstere efter at have været væk så længe, men jeg vil give alt, hvad jeg har. Det er en utrolig chance at få, jeg er jo ved at blive gammel, så det skal være nu, hvis jeg skal nå at leve drømmen ud.