Nu trækker Thisted også støtten til Løkke

Opbakningen til Lars Løkke ligger på et stadigt smallere sted. Nu kræver også Thisted hans afgang.

1. juni 2014 23:20

Thisted melder sig nu i rækken af kommuner, der ikke længere har tillid til Lars Løkke Rasmussen som partiets formand.

Det bekræfter Venstre i Thy over for Ritzau.

- Vi havde et møde i forretningsudvalget søndag eftermiddag, hvor vi blev enige om, at Venstre i Thisted Kommune ikke længere kan bakke op om Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre, siger Venstres formand i Thy, Jørgen Christensen.

Jørgen Christensen vil endnu ikke afsløre, hvem lokalforeningen nu peger på som formand for det kriseramte parti.

- Men det var et helt enigt forretningsudvalg, hvor der sidder syv personer, der traf beslutningen, siger Jørgen Christensen.

Tidligere søndag har også Venstres kommuneforeninger i Ikast-Brande, Lemvig og Skanderborg valgt at slutte sig til de dele af partiet, som ønsker Løkke afsat som partiformand.

Dermed har i alt 14 ud af Venstres 61 kommuneforeninger meldt ud, at de ønsker en anden formand efter den seneste tids mange skriverier om Lars Løkke Rasmussens bilag, tøjforbrug og partistøtte.

Lars Løkke Rasmussen indkaldte - i kølvandet på partiets skuffende europaparlamentsvalg - selv til det hovedbestyrelsesmøde, der ventes at afgøre hans fremtid i Venstre. Mødet finder sted i Odense tirsdag klokken 17.30.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...