Nu træner Chris i at gå

Forældre til hjerneskadedet dreng kan se fremskridt med alternativ behandling

USA 1. februar 2003 07:00

GULDAGER: Jes Mikkelsens og Pia Brobergs hjerneskadede søn, Chris, er en af de to børn i Hjørring Kommune, der indstilles til støtte fra kommunen og Socialministeriet, som vi omtalte i NORDJYSKE i går. NORDJYSKE har i flere artikler omtalt Chris' alternative træning. I tre år har hans forældre Jes Mikkelsen og Pia Broberg trænet Chris med den amerikanske Doman-metode. Og de er glade for resultaterne. For tiden træner Chris i at gå. Det foregår ved hjælp af en ribbe i soveværelset på førstesalen. Der trænes alle ugens dage. Da NORDJYSKE besøgte Chris første gang havde han besvær med bare at kravle. - Det har været hårdt, men vi kan se fremskridt. Det får os til at fortsætte, siger Pia Broberg. Pia Broberg og Jes Mikkelsen er glade for at der er blevet udvalgt af kommunen. De har hidtil fået støtte i en forsøgsordning, men den udløber til august. Nu slipper de for at bekymre sig om, hvad der skal ske efter august, da den nye støtte løber til udgangen af 2004. De er meget lettede og taknemmelige. Den forlængede støtteperiode løser dog ikke alle problemer. Hidtil har familien fået støtte til de dyre rejser til Doman-instituttet i Philadelphia i USA, men ministeriets nye udspil betaler ikke rejser, da udspillet er bredt formuleret som støtte til alternativ træning af hjerneskadede børn. Doman-træningen, som 100 familier i Danmark benytter, er ikke specielt nævnt i ministeriets udspil. Chris, der bredt smilende mosler op i sofaen til sin mor og senere begejstret kaster sig over sin legetøjsbiler på gulvet, er ligeglad med økonomien bag den træning, der har styrket hans udvikling. Men hans forældre er allerede begyndt at spekulere på, hvordan de skal finansiere de 140.000 kr. til to årlige besøg i USA hvert år. De får ét besøg betalt i år under den gamle ordning, men skal selv finde pengene til besøget i november. Jes Mikkelsen og Pias Broberg overvejer at finde sponsorer, der vil give økonomisk støtte til rejserne. Doman-instruktion finder også sted i Italien, men den er paradoksalt nok dyrere en turen over Atlanterhavet, fordi eksperterne fra Domaninstituttet også skal have rejseudgifterne til Europa dækket. Fremskridt Ved besøgene på Domaninstituttet får de hver gang nye træningsprogrammer til deres søn og gennemgår kurser i at udføre træningen. Instuttet tester også Chris' fremskridt, som ifølge instituttet er store. Pia Broberg viser de seneste testresultater frem, hvor ordet excellent optræder flere gange. Chris mere end lever op til de mål, som er fastlagt. - Hver gang vi får nye træningsprogrammer, bliver vi straks begejstrede og ønsker bare at komme igang med den nye omgang træning med Chris, siger Pia Broberg. Jes Mikkelsen og Pia Broberg lægger ikke skjul på, at de gerne vil fortsætte med Doman-træningen, men at økonomien kan tvinge dem til at skifte til en mindre intensiv træningsform. Chris' fremskridt får dem dog til at kæmpe til det sidste for at fortsætte. Deres søns udvikling, siden træningen begyndte, har gjort dem ihærdige. - Chris kan nu lege med sin lillebror Casper på tre år. Han får megen glæde af takket være bedre motorik, og nu er han begyndt at sige ja og nej på babysprog, når vi spørger ham om noget, siger Pia Broberg. - Ja , det er en lettelse for os, at han nu kan svare, tilføjer Jes Mikkelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...