Nu vil Chang gerne møde AGF

AALBORG:De søde pokaldrømme har ramt Provstejorden i Aalborg, efter at serie 2-mandskabet fra Chang i aftes slog sig videre til pokalturneringens 2. runde efter en 1-0 sejr over Taars/Ugilt fra Jyllandsserien. - Nu vil det være rigtig sjovt at kunne lokke mange tilskuere til vores hjemmebane, så derfor drømmer vi om at møde et superligahold og allerhelst det øjeblikkelige tophold fra AGF, lyder meldingen fra Chang. I opgøret mod Taars/Ugilt var det tydeligt, at det gæstende JS-hold var i bedre træning end hjemmeholdets serie 2-spillere, men det blev kompenseret ved fornuftigt spil med omhu. Chang kom i front efter 18 minutters spil, da Morten Borregaard blev spillet fri i feltet og i en bue fik sendt bolden i mål. Mod slutningen af første halvleg overtog gæsterne næsten det hele, og der var længe optræk til en udligning, der imidlertid aldrig kom. Og så kunne Chang endda være kommet på 2-0 inden pausen, men alene igennem misbrugte Rasmus Borup. I anden halvleg kom hjemmeholdet bedre med, så pokaltriumfen kom i hus.