Golf

Nu vil golfbaneselskab bygge nyt klubhus

Stuehuset på Torndalsgård vil med stor sandsynlighed blive raget ned for at give plads til moderne byggeri

Stuehuset på Torndalsgård vil blive raget ned for at give plads til nyt klubhus. ARKIVFOTO

Stuehuset på Torndalsgård vil blive raget ned for at give plads til nyt klubhus. ARKIVFOTO

HEGEDAL:De ryster ikke på hænderne, men klapper nærmest i begejstring, folkene bag Hobro/Arden Fjordgolfbane A/S på nordsiden af Mariager Fjord. Det gør de dels fordi entreprenørerne er ved at fjerne deres tunge grej efter veloverstået arbejde, og dels fordi der i selskabet er både opbakning og økonomi til at bygge et helt nyt klubhus med en direkte udsigt ud over både golfbane og den smukke Mariager Fjord. Naturklagenævnets underkendelse af Mariagerfjord Kommunes dispensation til en udslagsbane mellem de to fredede gravhøje, er taget til efterretning, og de mange reaktioner fra politikere og naboer til golfbaneanlægget omkring ekspropriation, har formanden for selskabet, direktør Ebbe Nyvang, Hobro, slet ingen kommentarer til. - Men jeg vil gerne slå fast, at vi naturligvis ikke kunne drømme om at anlægge en golfbane, hvis ikke vi havde de fornødne tilladelser, siger Ebbe Nyvang. Byggeudvalg nedsat I stedet forsøger han at lægge brok, ballade og tvistigheder bag sig, og sammen med de øvrige investorer traf han på bestyrelsesmødet forleden aften en beslutning, som kan få stor positiv betydning for golfbanen i fremtiden. - Vi vil nu bygge et helt nyt klubhus, så de mange medlemmer og golfspillere i øvrigt kan se frem til perfekte forhold, siger Ebbe Nyvang. Indtil nu har det været planen, at klubhuset skal indrettes i den gamle hovedbygning til Torndalsgård. Det er man gået væk fra. I stedet vil der med stor sandsynlighed blive rejst et helt nyt klubhus på stedet. - Det kan jo hurtigt blive lige så dyrt at bygge om på noget eksisterende som at bygge noget helt nyt, konstaterer Ebbe Nyvang. Der er nedsat et udvalg på fem, der nu skal forsøge at komme med forslag til, hvordan opgaven kan løses. Golfselskabets repræsentanter i udvalget er tømrermester Poul Mikkelsen, autoforhandler Lars Haldrup og vulkanisør Poul Erik Nielsen. Golfklubbens repræsentanter bliver formand Johan Astrup og bestyrelsesmedlem Finn Olsen. Ebbe Nyvang oplyser, at udvalget skal forsøge at løse opgaven inden for en økonomisk ramme på fem millioner kroner til det egentlige byggeri samt en million til inventar. Beløbet er eksklusivt moms. - Så må vi se, hvor langt pengene rækker. Er det ikke nok, må vi jo forsøge at få yderligere kapital, selv om vores budget efterhånden er oppe på 34 mio. kr., siger Ebbe Nyvang. Udslagsbanen Hvad angår en driving range - udslagsbanen - har golfbaneselskabet absolut ikke opgivet, selv om Naturklagenævnet har underkendt kommunens tilladelse om en placering mellem de to gravhøje. - Så må vi jo skaffe plads til udslagsbanen et andet sted. Vi har jo allerede fået tilladelse til at anlægge den ved hul 18. Vi valgte bare at flytte den af hensyn til naboerne, siger Ebbe Nyvang. Han oplyser, at det uændret er målet at åbne banen til august 2008. Senest året efter skal det nye klubhus kunne tages i brug.