Fodbold

Nubi fortsat uden pointtab

Serie 3 kreds 17 Mou-NUBI 1-2 (0-0) Mål: 55. minut 0-1 Bo Eberhardt 70. minut 0-2 Bo Eberhardt 90. minut 1-2 MOU: NUBI fik velfortjent sin 3. sejr i træk og er fortsat uden pointtab med 9 for 3 kampe. Mou er derimod uden sejr efter 1 uafgjort og 2 etmålsnederlag, men taget i betragtning af, at det er rækkens 2 førerhold der har gæstet Mou Stadion, er der stadig grund til optimisme i det østlige himmerland. NUBI lagde bedst ud, og i kampens første 35 minutter var der stort set kun et hold på banen. Hjemmeholdet blev presset overalt, og var kun i boldbesiddelse få sekunder af gangen. Selvom NUBIs spilovertag var stort, blev det kun til lige ved og næsten. Rasmus Horndal og Bo Eberhardt var dog tæt på, og da Mou blev ramt af en 10 minutters udvisning, lignede det en åbning på kampen. Der skete imidlertid det modsatte. NUBI mistede grebet og Mou blev farligere i slutningen af halvlegen, og havde et meget nærgående forsøg, der kunne have givet hjemmeholdet føringen. 10 minutter efter pausen kom kampens første scoring. Marco Witt gik til baglinien i højre side og hans aflevering bagud ekspederede kampen store spiller Bo Eberhardt op i venstre målhjørne fra kanten af 16-meteren uden chance for Mou-keeperen. 5 minutter senere måtte gæsternes Carsten Juul forlade banen med direkte rødt kort efter en alt for voldsom tackling af Mous bedste Rene Lynge, og sundbynitterne måtte spille kampen færdig med 10 mand. I det 70. minut lynede Eberhardt igen. Tom Sørensen sparkede et frispark ned i højre side og her flugtede den teknisk velfunderede Eberhardt bolden op i samme målhjørne denne gang via underkanten af overliggeren. Det kunne godt ligne årets mål på Mou Stadion selvom der stadig resterer 6 måneder af sæsonen. Herefter havde NUBI fornuftigt styr på tingene og først halvandet minut inde i overtiden, kom reduceringen efter et spektakulært indkast fra Carsten Frederiksen. Med sejren fører NUBI rækken sammen med Aalborg Freja, da de to hold er de eneste med maksimumspoint. I næste runde mødes de to hold i et rigtigt topopgør. FC Ljiljan - Vejaard B 0-0 AALBORG: Det blev en kamp mellem to stærke forsvar og to stærke midtbaner, så angriberne havde svære arbejdsbetingelser. Der blev kæmpet og fightet for hver en bold, for at få herredømmet over midtbanen, men også denne kamp i kampen endte uafgjort. FC Ljiljan havde to til tre gode forsøg men holdet fandt aldrig rigtig metoden til at dirke VB's forsvar op, og måtte dermed nøjes med et point. Hermed er FC Ljiljan på 7 point og en score på 2-0, hvilket viser, at holdet besidder meget store defensive kvaliteter. Aalborg Freja - Vaarst / Fjellerad B (0-1) 3-2 Mål: 0-1 Claus Meldgaard, 0-2 John Erik, 1-2, 2-2, 3-2 AALBORG: Vaarst / Fjellerad B har fået en dårlig sæsonstart med kun et point i to kampe, så holdet var meget sat op mod topholdet Aalborg Freja. Fra kampens start var VFB meget tændte, og holdet spillede hjemmeholdet tilbage på banen. Den forløsende scoring til 1-0 til VFB kom ved den spillende træner Claus Meldgaard, da Rasmus Bergstedt spillede bolden tilbage i feltet, hvorefter Claus Meldgaard bankede bolden op i nettaget til en meget fortjent føring. Efter pausen fortsatte VFB det gode spil, og sweeper John Erik øgede til 2-0, og holdet fortsatte med at producere chancer. Blandt andet ramte den spillende træner Klaus Vestergaard stolpen - men det blev stolpe ud. Klaus Vestergaard havde flere forsøg, og VFB brændte en række gode tilbud. Med 7 minutter tilbage af den ordinære spilletid fik Aalborg Freja reduceret, i det 90. minut kom udligningen, og 4 minutter inde i dommerens overtid faldt Frejas sejrsmål, så det var et dybt rystet Vaarst / Fjellerad hold der forlod banen, efter at have leveret sæsonens absolut bedste indsats, hvor holdet i 83 minutter sad totalt på rækkens tophold. - Vi forsøgte at lukke kampen med et tredie mål, men det var stolpe ud og utur, konstaterede en dybt skuffet træner Klaus Vestergaard efter kampen. Men han fandt dog lidt trøst i: - Vi spillede en rigtig god kamp, og burde have vundet - det skal vi tage med os til næste kamp. Vort spil har været ganske OK modsat pointhøsten. jeege