NUBI tilbage i serie 2

Fodbold serie 3 pulje 16 Vestbjerg - NUBI 0-5 (0-2) Mål: 0-1 og 0-2 Morten Thøgersen, 0-3 Philip Schnoor, 0-4 Morten Thøgersen, 0-5 Marco Witt VESTBJERG: Efter en meget flot serie uden nederlag måtte Vestbjerg overgive sig i lørdagens topopgør og med den uventede store sejr er NUBI nu tilbage i serie 2 i næste sæson, da holdet ikke kan indhentes i de to sidste kampe. I første halvleg var det meget svært at se, at der var tale om et topopgør. Således spillede hjemmeholdet langt under daglig standard, og derfor sad et tændt NUBI-hold fuldstændigt på kampen og to mål i første halvleg var på ingen måde for meget. Vestbjerg kom langt bedre fra start i anden halvleg og dominerede i det første kvarter. Efter det massive pres af hjemmeholdet slog NUBI contra og efter scoringen til 3-0 var kampen definitivt afgjort. NUBI havde således bolden mest igen og Morten Thøgersen fuldendte sit hattrick med målet til 4-0 inden Marco Witt lagde op til aftenens oprykningsfest med den sidste scoring til 5-0 mod slutningen af lokal- og topopgøret. mølbæk