NUBI vandt fortjent

SERIE 3, PULJE 17 NUBI - Arden (2-0) 3-2 Mål: 15. minut 1-0 Jes Rødhus 19. minut 2-0 Rasmus Horndal 60. minut 2-1 72. minut 3-1 Marco Witt 85. minut 3-2 NR. UTTRUP: NUBI vandt fortjent over rækkens bundhold, der dog leverede en udmærket indsats. Hos hjemmeholdet var der fokuseret meget på, at komme op i omdrejninger igen efter den skuffende indsats i sidste uge mod Vaarst/Fjellerad. Det lykkedes til fulde. Især Rasmus Horndal var i hopla, og han leverede afleveringen til Jes Rødhus' føringsmål og øgede hurtigt selv til 2-0 på et flot langskud. Hjemmeholdet sad fuldstændig på 1. halvleg hvad chancestatistikken angik, men gæsterne spillede godt, dog uden at blive rigtig farlige. Marco Witt og den pågående Jørgen Johansen var tæt ved at øge føringen yderligere før pauseteen. 2. halvleg startede med NUBI i teten, men et gult kort til Bo Storm Madsen, bragte Arden ind i kampen. Det lykkedes at få reduceret på en ripost efter et flot langskud, som Torben Andersen ikke kunne holde. Senere scorede Marco Witt efter en flot aflevering af Nikolaj Nielsen og lidt dernæst brændte Carsten Juul et straffespark begået mod Jørgen Johansen. I den situation undrede man sig i NUBI-lejren over, hvorfor dette ikke resulterede i mindst et gult kort, men det var som om gæsterne var fredet for de gule kort. I slutfasen reducerede gæsterne endnu engang, men hjemmeholdets sejr var ikke på noget tidspunkt i fare. NUBI er fortsat på 2. pladsen i rækken og begynder efterhånden at ligne et bud på en topplacering, mens Arden endnu har sin første sejr tilgode på sidstepladsen i rækken. jeege